EYC set i bakspejlet af Britt Brøndsted

Mit 4. EYC er netop afsluttet, og jeg sidder og tænker tilbage på de præstationer jeg var vidne til.

Jeg havde fornøjelsen af at arbejde videre med 3 piger, som har været en del af holdet de sidste par år, og en enkelt debutant. Vi har før taget afsted velvidende om at vi havde potentialet til at være med i toppen, men alligevel ikke helt lykkedes med det på tværs af holdet. I år virker det til at vi fik det hele til at gå op i en højere enhed.

Pigerne har virkelig arbejdet hårdt med deres værdier, og det at skabe de rigtige rammer for dem selv i år, og jeg er super stolt af hvor langt de er kommet, og hvor godt de har taget imod Cecilie.

Selvom de fleste mesterskaber starter ud med lidt nerver, så formåede vores ene double at spille sig sikkert i finalen. Det var solidt teamwork, og god fokus på det vi kunne kontrollere der gjorde det muligt. Vi måtte desværre se os slået i semifinalen, men det var et helt andet format, end indledende, og det skal man også vænne sig til.

De fleste af pigerne havde store forhåbninger om team, og det kan i nogle tilfælde ligge et uønsket pres på dem selv. De leverede dog 6 seriers teamwork på højt plan, som jeg ikke har set før fra et ungdomshold. Der var god energi, og alle bidrog til den gode gejst. Vi føler os aldrig rigtig presset, men det skyldes primært at vi holder hovedet koldt og tager et slag af gangen. Vi løser de sæt vi kommer på og pigerne præsterer generelt på et højt niveau. Igen må vi se os slået i semifinalen. Det er aldrig sjovt at tabe, når man kommer så overlegen ud af de indledende runder, men igen har de fået den erfaring med videre.

I single var det debutantens tur til at shine. Cecilie var blevet mere og mere tryg på banerne, og med mig som ny træner. Det gav hende en ro der gjorde at hun kunne spille sig i top 4 og dermed i semifinalen. Line havde kæmpet med sit tekniske spil, som ikke helt var der hvor hun gerne ville være, men efter nogle gode snakke om forventninger og hvor fokus skulle være, fandt hun sit gode spil frem igen.

Selvom Mika startede sin single disciplin, med et voldsomt pres i forhold til en all event medalje, formåede hun at samle en score der gav hende en super flot 2. plads i all event. Det vidner om et generelt rigtig højt niveau af Mika gennem hele ugen, og endelig kunne vi placere en dansk pige i toppen af feltet. Megan som var forsvarende mester i single disciplinen ønskede selvklart også at gøre det godt. Megan fandt dog aldrig det hele høje niveau frem, der gjorde det muligt at spille sig i top 4. Sådanne situationer vil der opstå når man laver drastiske ændringer i sit spil, som f.eks. at smide sin skinne. Vi skal aldrig blive bange for at udvikle os, for dermed at gå på kompromis med nogle midlertidige resultater. Hatten af for at turde udfordre sig selv.

Generelt set har pigerne udviklet sig virkelig meget fra de første år til nu. De er ikke kun blevet ældre, og mere modne, men de er blevet langt mere bevidst om hvad der skal til for at begå sig på den internationale scene, og derfor udvikle sig for at kunne være med. Ligeledes har de fået mange værktøjer til diverse konflikthåndteringer, der gør det nemmere for dem at tage konflikterne i opløbet, så de kan håndteres på en konstruktiv måde. Det har været en fornøjelse at være med til.

Alle 4 piger klarede at spille sig i top 24, hvilket siger noget om det generelle høje bundniveau vi havde på holdet til dette EM.

Mika fandt sit aller bedste spil frem til masters også, hvor hun formåede at gå hele vejen. En super flot præstation, som kommer efter nogle hårde års arbejde med sig selv og sit spil.

Vi havde for første gang en ekstra træner (Jimmy Dan Mortensen) med, hvilket jeg synes har været rigtig positivt. Det er altid rart med et ekstra sæt øjne og hænder, når vi er i gang i så mange dage. Han fik vidst en ny respekt for trænerrollen, som er væsentlig anderledes end selv at spille 🙂

Til sidst en stor tak til forældre og supportere. Det var en fornøjelse at så mange kom for at bakke op om vores spillere. I fik skabt en super stemning, og var afgjort med til at skabe de rammer der gjorde det muligt for os at klare os godt.

Bedste hilsner
Britt

By | 2018-04-10T09:19:51+00:00 10. april 2018|
VÆLG HJEMMESIDE
Bliv på bowlingsport
DBwF-øst
DBwF-vest