Åbent brev til klubber, frivillige og ansatte i Danmarks Bowling Forbund

Kære Bowling Danmark

Først og fremmest vil vi i Danmarks Bowling Forbunds bestyrelse ønske alle en god påske. For mange af os vil påsken i år desværre komme til at ligne sidste år på grund af COVID-19. Derfor er der endnu større grund til at ønske alle nogle gode helligdage. Vi håber, at vi snart får lov til at mødes på banerne igen under mere normale omstændigheder.

 

Som de fleste af jer nok ved, så har der været en række uheldige hændelser og kontroverser mellem personer fra BK Trekanten og bestyrelsen i Danmarks Bowling Forbund.

 

Uoverensstemmelserne startede under ligaslutspillet den 19. september 2020. Dagen før havde regeringen sat forsamlingsforbuddet ned fra 100 til 50 personer med virkning fra 19. september 2020. I stedet for at aflyse slutspillet blev DM-udvalget sammen med de deltagende klubber enige om en fælles løsning, der gjorde det muligt at gennemføre slutspillet i overensstemmelse med det ændrede forsamlingsforbud og gældende restriktioner generelt.

 

Selvom vi havde fundet en god fælles løsning, så betød Corona restriktioner udfordringer ift. afholdelse af ligaslutspillet, som medførte frustrationer i weekenden og en række uheldige hændelser mellem personer fra BK Trekanten og bestyrelsen i Danmarks Bowling Forbund. Desværre har uoverensstemmelserne fra ligaslutspillet udviklet sig siden hen – blandt andet på Facebook.

 

I bestyrelsen er vi meget ærgerlige over situationen og ikke mindst den gene, det har skabt for jer. Hvordan man end vender og drejer det, så har forløbet trukket veksler – på jer alle, på os som bestyrelse og på nogle af relationerne os imellem. Når vi taler med nogle af jer, kan vi godt mærke en vis metaltræthed. Nu orker I snart ikke at høre mere om sagen og ser den gerne afsluttet. *)

 

Bestyrelsen i Danmarks Bowling Forbund vil gerne beklage forløbet. Vi har inviteret BK Trekanten til dialog flere gange, men det er endnu ikke lykkedes. Vi fortsætter dog med at søge dialogen med BK Trekanten og håber, at vi sammen kan sætte os ned og få talt hændelserne igennem. Vi er klar over vores ansvar for at finde en løsning som forbund i denne sag, og vi håber, at vi kan få afsluttet sagen på en ordentlig måde, så vi kan starte på en frisk og sammen fortsætte arbejdet med at styrke dansk bowling.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

 

 

 

*) For dem af jer, som ønsker en mere detaljeret gennemgang, har vi lavet en beskrivelse af forløbet, som findes på bowlingsport.dk – Klik her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.