Danske bowlingkvinder vinder EM-sølv på hjemmebane

Onsdag aften sikrede det danske kvindelandshold sig en sølvmedalje i kategorien trio, da de mødte Sverige i finalen under europamesterskaberne 2022 på hjemmebane i Aalborg.  

 

Efter en nervepirrende semifinale mod Finland, der først blev afgjort i allersidste slag, da Mai Ginge Jensen sikrede Danmark præcis de otte point, der var brug for, var Danmark klar til finalen mod anden stærk bowlingnation i form af Sverige.

Trioholdet bestående af Mai Ginge Jensen, Mika Glud Guldbæk og Cecilie Jeanette Mortensen Dam kæmpede en brav kamp mod svenskerne, der dog var kommet bedst fra start i finalen og i sidste ende endte scoren 699-618 i Sverige favør.

”Vores danske trio kæmpede virkelig flot og for hver en kegle, men denne gang havde Sverige bare en bedre dag end os,” siger landstræner John Guldbæk.

Sølvmedaljen i trio er Danmarks første medalje under europamesterskaberne på hjemmebane i Løvvanghallen i Aalborg.

I dag starter teamdisciplinen, hvor landstræner John Guldbæk har udtaget Sascha Aaen Wedel, Camilla Keller, Cecilie Jeanette Mortensen Dam, Mika Glud Guldbæk og Mai Ginge Jensen til holdet.

Europamesterskaberne i bowling for kvinder varer frem til den 21. august.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.