Interview med en mester på Europa-touren

Interview med Victor Verner Gundersen – En mester på Europatouren

Victor Verner Gundersen, en 30-årig bowlingspiller fra Brønshøj, deler sin nyligt opnåede sejr på Europatouren. Med 18 års erfaring i bowling kun afbrudt af pauser pga. uddannelse og manglende motivation samt et liv, der balancerer mellem familie, arbejde og sport, inviterer Victor os ind i hans verden og oplevelser på Europatouren. Victor har sin gang i klubben BK Center i Rødovre, hvor han en gang i ugen træner med resten af klubben.

 

Bag om Europatouren – hvordan forløb stævnet?

Jamen det forløb egentlig sådan, at jeg formåede næsten ikke at komme afsted. Jeg stod fredag eftermiddag i gaten i Kastrup lufthavn og ventede på at skulle boarde flyet til Eindhoven, hvor flyet så muligvis havde ramt en fugl, da det skulle lande. Så vi ventede i ca. 1,5 time, hvor de skulle tjekke flyet, og så kunne vi endelig kunne komme afsted. Så det skabte en lidt stresset situation, fordi jeg havde en start kl. 19 som jeg skulle nå.

Jeg fik spillet min start fredag aften, men det blev ikke rigtig til noget stort resultat, da hele turen derned nok stadig sad i kroppen.

Lørdag morgen havde jeg en start mere, hvor jeg laver 1417, som var nok til at gå videre. Derfor kunne jeg så aflyse min 3. start og bruge resten af lørdagen på at heppe på de andre danskere som var dernede.

Søndag starter med finalestep 1 hvor vi spiller 4 serier, og så går top 24 videre derfra. Det gik fint og kom rimelig sikkert videre derfra. Finale step 2 var også 4 serier, hvor top 12 gik videre. Jeg starter stærkt ud i de 3 første serier, og går lidt ned i sidste serie, men var stadigvæk sikkert videre. Fra finale step 3 og frem, blev man delt ud i grupper af 4 spillere, og her spiller man 2 serier, hvor de 2 der havde højest samlet keglefald gik videre fra hver gruppe. Jeg går sikkert videre fra step 3 og step 4, og så kom step 5 hvor vi var 4 spillere tilbage. Finalen foregik som de tidligere finale steps, hvor man spillede 2 serier, og det totale keglefald afgjorde stævnet.

Jeg starter stærkt ud med 258 i første serie og havde ca. 30 kegler ned til nr. 2.
I anden serie kan jeg ikke rigtig vælte 10 kegler i første slag og kæmper en del med det. Imens er Mathias Ankerdal, Paul Purps og Juho Rissanen igang med en masse strikes, og både Paul og jeg misser henholdsvis 8. og 9. rude. I 10. rude starter jeg. Jeg skal lave en double for at sikre sejren. Jeg laver den første strike, men laver så 9 spare i sidste slag.

Nu kan Paul så vinde hvis han laver den første strike. Han laver en 9’er og spare den. Han skulle lave en strike i sidste slag, for at blive uafgjort med mig. Han laver en 9’er.
Mathias skal så til at slutte af nu, og han skal lave en double for at gå foran Paul og jeg. Han laver den første strike, men laver så en 7’er i næste slag, og så kunne jeg ånde lettet op, efter en vanvittig finale.

 

Hvilke forventninger havde du før stævnet?

 

Jeg blev nr. 4 sidste gang at stævnet blev afholdt, og jeg kunne se at årets olieprofil ikke var langt fra den der blev lagt sidste gang. Så jeg havde en god mavefornemmelse for, at kunne lave et godt resultat igen. Men der er jo en hel del ting, som skal gå op i en højere enhed, for at det kan lykkedes.
Jeg tilmeldte mig egentlig først en uge før stævnet gik igang, da jeg kunne se at der var nogle ledige starter, og at det passede på hjemmefronten at jeg tog afsted den weekend.

Hvad gjorde du for at realisere dine drømme og forventninger – herunder træning, kost, mental-træning?

Egentlig ikke det store. Med en travl hverdag med hustru og barn derhjemme, er der ikke meget tid til træning. Jeg bruger så en del tid på mentaltræning derhjemme, hvor jeg bruger noget der hedder visualisering/sansefilm, inden jeg skal sove. Jeg ligger og forestiller mig forskellige situationer der kunne opstå, prøver at forestille mig hvordan jeg bowler og laver et billede/film af det inden i hovedet.

Det har hjulpet mig en del tidligere, så man på en eller anden måde er “forberedt” på det der skal ske, eller kan komme til at ske.

 

Hvilke drømme har du for din bowling videre frem?

Det er et godt spørgsmål. Vi skal være forældre igen her til sommer, så der kommer helt sikkert ikke mere bowling på programmet, end der er nu. Hvis der er tid til det, vil jeg selvfølgelig gerne ud og spille nogle flere Europatursstævner, da det er rigtig skægt og virkelig lærerigt. Og så har det altid været en drøm at vinde et Single Danmarksmesterskab, så det er helt sikkert det næste mål for sæsonen.

 

Hvordan sikrer du en god balance mellem familie, arbejde og bowling?

Ved at være så meget til stede som muligt, når der ikke er arbejde eller bowling. Familien er det vigtigste, og så bliver de andre to ting passet ind. Jeg prøver at være så effektiv som mulig, når jeg er nede og træne den ene gang om ugen, og så få det bedste ud af det.

 

Gode råd til andre der skal balancere flere interesser – familie, job og sport?

Det er jo sjældent en god ide at kloge sig på, hvad andre gør i deres liv. Så mit bedste råd er vel egentlig bare, at gøre hvad der er bedst for jer selv – det tænker jeg godt, at folk selv kan finde ud af.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.