Fredag d 27 september var alle frivillige og ansatte inviteret til Kulturkodeks dag i Brøndby og i alt 19 deltog. Vi havde inviteret med meget kort varsel, så vi er faktisk glade for at så mange mødte op en fredag aften i Brøndby. Det vidner om lysten til at være en del af vores sport, og det er jeg og den øvrige bestyrelse glade for.
Formålet med aftenen var at vi skulle drøfte vores værdier, mission og vision.
Først fik vi præsenteret emnerne af vores udviklingskonsulenter Mads & Camilla, så alle havde et grundlag for debat senere på aftenen. Derefter blev der lavet grupper som skulle debattere emnerne som individuel og som gruppe. Det kom der nogle gode diskussioner ud af, og ikke alle grupper kom hele vejen rundt. Det er fedt, at man brænder for emnerne at man faktisk ikke når helt i mål med alle punkter.
Vi fik også mulighed for at komme på speed-date med hinanden. Forstået på den måde at alle udvalg fik en 3 minutters seance med hinanden, for at drøfte hvordan vi spiller hinanden bedre og får et styrket samarbejde. Hvorfor har vi så gjort det? Og er det overhovedet vigtigt vil der nok være et par spørgsmål omkring.
Vi satte os for at afholde denne dag så vi i højere grad binder vores forbund tættere sammen. Vi bragte de ansatte og vores frivillige sammen på denne aften fordi vi er nødt til at fremstå og agere som én samlet enhed.
Det var også en kærkommen lejlighed til at vi på tværs af udvalgene, den sportslige organisation, ansatte og bestyrelse kan udnytte de kompetencer vi hver især besidder for på den måde at bringe sporten i højsædet. Det er vigtigt for vores fremtidige virke, at vi forstår hinandens opgaver og formål. Men også at vi samtidig behandler hinanden med den respekt for det arbejde vi er valgt eller udpeget til.
Kunne vi på nogen måde højne kvaliteten af det arbejde vi hver især laver, og på en bedre måde indgå i dialog med hinanden, så tror jeg på at vi forbedrer vores sport.
Signalværdien af at vi kan arbejde bedre sammen kan også til vores medlemmer vise at vi forsøger at få et meget bedre sammenhold, og vi derigennem fraviger for tidligere tiders små kampe som udadtil ikke er fremmende.
Skal man så på den måde forstå det sådan at vi ikke må være uenige?
På ingen måde. Det er vigtigt at vi er uenige, så længe vi gør det med respekt, og fører en ordentlig dialog.
Uenighed er et langt stykke henad vejen et middel for at vi flytter os. Total enighed er for mig et tegn på stilstand.
For år tilbage fastsatte vi som forbund nogle værdier, og dem skal vi alle der er implicerede i sporten på bedste vis forsøge at efterleve.
Resultatet af aftenen blev nogle gode konstruktive timer sammen, og det har allerede afstedkommet en bedre dialog og forståelse for diverse opgaver vi har. Det har også resulteret i at der allerede er indgået aftaler om fremtidige møder, så vi sammen kan arbejde i den rigtige retning, og udvise den respekt for hinanden som er så vigtig når vi skal forsøge at bevæge os i en anden retning end vi tidligere har bevæget os henimod.
Jeg ser i hvert fald tydelige tegn på fremskridt efter fredag.Det er i hvert fald ikke sidste gang vi afholder dette arrangement.
Så næste gang i møder en frivillig der arbejder for sporten, så giv dem et klap på skulderen. De forsøger at gøre en forskel.
Tak for en god aften – og vi glæder os allerede til næste år hvor vi gentager succesen.