”B.O.B.” Bag om en bowler
B.O.B. disker hver måned op med en ny bowler til jer. Hvem det bliver er en overraskelse og det kan være stor som lille, kendt som ukendt, finaledeltager eller vinderen af taberbajeren…….ingen er fredet ;o)
November 2024 | Thomas Larsen, Trekanten | ”B.O.B.” Bag om en bowler – Thomas Larsen – Bowlingsport |
December 2024 | Lone Toft, Stenhuset | “B.O.B” Bag om en Bowler – Lone Toft – Bowlingsport |
Januar 2025 | Noah Kubach | “B.O.B.” Bag om en Bowler – Noah Kubach – Bowlingsport |
4. offer for B.O.B.’s fangearm er en meget vellidt og rutineret herre indenfor bowlingsporten. Den 32-årige bygningssnedker er opvokset i Valby, men bor nu i Brønshøj med sin kone Josefine og deres to guldklumper; Charlie på 3 år og Rosa på knap 7 måneder.
Velkommen til Victor Verner Gundersen
Hvordan begyndte din vej ind i bowlingsporten?
Den begyndte egentlig med, at jeg holdt børnefødselsdag i en bowlinghal flere gange, og det syntes jeg var skide skægt, så en aften vi var nede i hallen og spille for sjov, så vi en flyer med ungdomsbowling i klub, så det prøvede jeg af. Og blev selvfølgelig hurtigt bidt af vores fantastiske sport.
Hvilke klubber har du spillet i?
Ungdom: BK Hook og BK Center
Senior: Ravnsborg, BK Outsiders, Suså, BK Center.
Du har spillet på ungdomslandsholdet og i 2012 vandt du EM-Sølv på dansk grund i Løvvang Bowlingcenter. Hvordan var tiden på landsholdet og hvad husker du som det største?
Det var fællesskabet som klart var det fedeste og samlingerne. Det største var helt klart sølvmedaljen i Team til EYC 2012 i Løvvang. Vi havde spillet mod Sverige i semifinalen som havde kørt alle andre over med en plæneklipper i indledende runde. De havde Jesper Svensson, Pontus Andersson, Fillip Wilhelmsson og Emil Nilsson med. Dem vandt vi sku over, og så fik vi så selv en tur i tumbleren af Holland i finalen. Men vi havde jo lige vundet “finalen” mod Sverige, så vi var helt færdige da vi så skulle spille den rigtige finale.
Du skal nyde 4 måneder på barsel, hvad glæder du dig mest til i den tid?
Den skal bare nydes med Rosa. Der skal gås en masse lange ture, zoo-kortet skal misbruges, der skal testes hvor sort kaffen kan blive uden at kroppen siger fra og mon ikke at hun kommer en tur eller to med ned i bowlinghallen. 😊
2024 var et ret vildt år for dig. Du blev far for 2. gang og du vandt din første titel på Europaturen. På en følelsesmæssig skala fra ”5-7-10 i et afgørende slag” til ”Niv-mig-er-det-virkeligt”, hvordan vil du beskrive dit år?
Det er et godt spørgsmål. Det har været et meget emotionelt år. Der er sket rigtig mange vilde ting, som jeg kun kunne have turde drømme om. Der er selvfølgelig ikke noget der slår, at blive forældre (igen). Der er også blevet skåret meget ned på bowlingen, da jeg hellere vil bruge weekender derhjemme sammen med familien, og det fortryder jeg ikke et sekund. Men så er det sku lidt paradoksalt, at det først er, når man træner og spiller allermindst, at man så vinder et stævne på europaturen. Men det har nok noget at gøre med, at bowling ikke er lige så vigtigt som det har været før. Så er man måske lidt mere loose i det.
Du har allerede skudt godt gang i 2025 med en tur til Finland, hvor du prøvede kræfter med det legendariske Brunswick Ballmasters. Hvad gjorde sig gældende for at du valgte netop dette stævne?
Det er nemlig et legendarisk stævne og bowlinghal for den sags skyld. Og så ligger det fint i kalenderen, modsat sommerens stævner hvor ungerne har fødselsdag og der er sommerferie. Så er det nemmere at tage en forlænget weekend der. Og så er vi nogle stykker som tager derop sammen, og har en hyggelig tur.
Det er bare et pisse fedt stævne, som alle burde prøve en gang i deres liv.
Du er en dedikeret bowler som støtter op om stort set alle nationale turneringer/mesterskaber, men også en ildsjæl ift frivilligt arbejde, hvor du har siddet i Dbwf’s bestyrelse. Hvad motiverede dig til at påtage dig denne opgave?
Jeg har den holdning, at hvis man råber op og brokker sig, så skal man også gøre noget ved det, bidrage med noget eller prøve at gøre en forskel. Og det var egentlig derfor jeg gik ind i bestyrelsen i sin tid. Det var en hård kamp, men der var desværre ikke timer nok i døgnet, når der er en familie ved siden og en bowlingkarriere, som der også skulle passes. Og når man ikke kan gøre det 100%, så syntes jeg at man skal lade andre komme til, som har mere energi til det.
Hvad er dit sjoveste bowlingminde?
Det ved jeg faktisk ikke. Der er sket rigtigt mange sjove ting igennem tiden. Nogle tåler dagens lys – andre ikke… 😉
10 skøre + 5 seriøse:
1. Victor “……….” Gundersen.
Den er svær. Det er egentlig sjældent, at jeg bliver kaldt Victor, så det må enten være Gunder eller Gandhi.
2. Hvad er der med dig og #Skidelækkert?
Det er bare noget jeg har sagt i mange år, og så blev det til et hashtag, og så har det bare været en ting lige siden.
3. Nævn én ting du har gjort, som du ALDRIG vil gøre igen?
Drikke snaps på tom mave.
4. Pepsi Max eller Coca Cola Zero?
Klart Pepsi Max
5. Har du et skjult talent?
Det kan jeg jo ikke fortælle her – så ville det jo ikke være skjult mere… 😉
6. Hvis du blev anholdt uden forklaring, hvad ville dine venner og familie så antage, du havde gjort?
At jeg havde tage pis på en, som havde taget det alt for seriøst. (Jeg lukker virkelig meget lort ud, bare spørg Jose).
7. Hvis du skulle vælge en introsang til dit liv, hvilken sang skulle det så være og hvorfor?
Det kommer sku an på så meget. Det kan spænde fra “23 kroner/ Solfar” med Suspekt til “Se Venedig og dø” med Lone Kellermann til “Up Down Jumper” med Boris Brejcha til “Dreams” med Fleetwood Mac. Det er ikke til at sige.
8. Hvis du faldt i søvn i Ikea og blev låst inde natten over, hvad ville du så lave?
Sove igennem.
9. Bedste ting ved at være dansker?
Pølsevognen – det originale streetfood. Udover det, så har vi generelt ikke så meget at klage over i forhold til andre lande.
10. Malthe Ebert var i al hemmelighed Gulddreng. Var unge Victor i al hemmelighed Tobias Dybvad?
Ja den har jeg så aldrig hørt før. Men nu er det selvfølgelig også et stykke tid siden, at der var hår nord for alperne, så det må andre bedømme 😊
______________________________________________________________
11. Bowling idol?
Jason Couch eller Robert Smith
12. Yndlings bowlingkugle?
Det ville næsten være blasfemisk at nævne noget andet end Purple Hammer.
13. Hvis du kunne vælge frit, at dele en bowlingbane i et par timer, hvem ville du så vælge at spille med?
Min morfar.
14. Hvilken turnering/mesterskab, som du ikke allerede har vundet, jagter du?
Det forbandede individuelle danske mesterskab. Nu er det endelig i Rødovre igen i år, så jeg er på hjemmebane. Så det er klart målet i år. Og så vil jeg mene at Don Ø og jeg godt kan kæmpe med om Double disciplinen i år.
Ellers er det jo altid en jagt, når man tilmelder sig et stævne/mesterskab. For man vil jo altid gerne vinde 😉
15. Hvis du skal give et godt råd videre, hvad skulle det så være?
Lad være med at tænke på hvad andre folk mener eller tænker om dig.
Tusind tak til Victor, fordi du havde lyst til at lege med og for at lade os komme med dig lidt bagom. Du ønskes alt det bedste fremover og ser I Victor ude i hallerne, så byd ham endelig på en kop kaffe i barselstiden.
Indlæg af Mette Wozny.