En deltagerberetning fra årets Repræsentantskabsmøde
En længere reflektion efter et Repræsentantskabsmødet 2025.
Datoen melder d.11. februar 2025, det er en tirsdag og ind tikker en besked på messenger om, at jeg er tilmeldt Repræsentantskabsmødet d.15. marts 2025. Jeg glæder mig; jeg skal med til mit første rep.møde nogensinde og endda med ærinde for Kommunikationsudvalget, nemlig at lave et indlæg til Nyhedsbrevet Bowleren.
Jeg har bowlet siden jeg var 7 år gammel, en pause undervejs, men hvert år
har jeg hørt disse møder omtalt med entusiasme rundt blandt bowlingfolket.
Det var oftest dramaet der blev gengivet og de heftige debatter.
Definitionen på ”Entusiasme”: En følelse af iver og interesse.
Jeg læser hele Repræsentantskabsmappen igennem og forbereder mig på, hvor jeg skal slå lyttelapperne ekstra godt ud, for efterfølgende at kunne lave en så god gengivelse til jer som muligt.
Økonomi og Lov-stuff er ikke min stærke side og disse sider kræver at kaffen er stærk. En lov er en lov og den skal følges, bum og sådan er det….ikke så meget pis dér! Begge dele er vigtige og fortjener opmærksomhed.
Datoen melder d.9. marts og jeg glæder mig fortsat. Jeg nærmest bor i Odense Bowlinghal under DM-Trio og bliver spurgt mange gange: ”Er det frivilligt at du har meldt dig til Rep.mødet”, ”Ja, glæd du dig bare. Det er 8 timer du aldrig får igen”, ”Det bliver GRIMT, det tror jeg”.
Ingen af disse ting kommer bag på mig, for det er præcis sådan jeg erindrer snakken inden forrige Rep.møder og mit svar retur er: ”Ja, jeg glæder mig til at prøve at være en del af det, for det kan umuligt være så slemt som folk ytrer sig om”.
Lørdag d.15. marts klokken er 9.27 og jeg ankommer til Scandic i Odense. Ved hovedindgangen står en flok bowlere og smøger den. Jeg bliver mødt med kram og god stemning.
Yeeeeep, jeg er en krammer og finder du det ækelt, så spring det her afsnit over. Du vil kun blive udsat for overgreb, og det vil jeg ikke byde dig.
Indenfor møder jeg det ene skønne menneske efter det andet. Udviklingskonsulent Camilla Solemsli, som nyder livet på barsel, er kommet fra Sjælland med baby på armen, fordi hun savner bowlingslænget.
Spisesalen er fyldt med morgenmadsspisende bowlere og det tager ca. 30 min at kramme mig igennem vejen til dagens første møde, nemlig udvalgsmødet i Vest.
Er det nødvendigt at fortælle jer om disse kram? Ja, det er rent faktisk vigtigt! For jeg satte mig i stolen og boblede af happiness i mawi og glemte helt at den her dag jo burde starte med tunge skridt og et sukkende ”sååå, nu går vi i gang”…..det var jo det jeg havde fået at vide på forhånd.
Vest’ årlige udvalgsmøde
Nåhhhh, vi er i gang med Vest-mødet og der er gang i den. Der bliver talt fra podiet og fra forsamlingen. Emner bliver drøftet, hænder bliver løftet og uenigheden er bestemt også til stede, men tonen er god og debatten er fed.
Mødet er hævet og vi trækker ind i den store sal og afventer at Øst-mødet er færdigt. Der bliver hentet kaffe, te og snacks fra Scandics altid indbydende sortiment og der bliver smalltalket rundt omkring. Så kommer Øst-folkene ud og der sker noget med stemningen!
Folk blander sig og søger sammen, støjniveauet hæves og nogle har mere travlt med at komme rundt end andre.
Jeg kigger ud over forsamlingen og til min overraskelse ser jeg nærmest kun glade ansigter. Bowlerne smiler, krammer, high-fiver, henter kaffe til hinanden…..nogle har endda taget skåle med delesnacks med til sidemanden.
Jeg finder en plads bagerst i lokalet, for bedst at kunne overskue hele salen og tænker: ”Fyyy for saaaatan, hvor er det grimt det der sker her! Så mange glade, engagerede og dedikerede bowlere samlet ét sted”. Ironien håber jeg kan fornemmes. Stemningen da øst og vest mødtes efter indledende møde var så fed at overvære. Dialogerne flød og nysgerrigheden på hinandens møder var så tydelig. Min indre happiness blev bestemt ikke mindre.
Repræsentantskabsmøde
Klokken er 11.30 og NUUUU er jeg klar! Det er NU det sker! Latterligt at glæde sig til noget så banalt som rep.møde, men det gør jeg. Mest af alt fordi der kan skrives tykke bøger om det jeg ikke ved noget om og netop nu har jeg muligheden for at strege dette fra indholdsfortegnelsen. Jeg har en mening om mange ting og en holdning til endnu flere ting. Jeg har en evne til at spørge ”hvorfor” til det meste, fordi jeg virkelig ønsker at blive klogere og er ekstremt nysgerrig på andres perspektiver.
I dag må jeg ikke spørge og jeg må ikke ytre mig. Jeg er tvunget til at tie stille, observere og forstå.
Det var ret fedt!
På trods af mine mange år i sporten, var der mange personer, som jeg kun kendte af navn. Dem fik jeg sat ansigt på. Den første var dagens dirigent; Steen F. Andersen. Om ham har jeg hørt ”Stakkels mand, han kæmper en kamp deroppe”.
Førstehåndsindtrykket var ”Shiiiit, kan den ordentlige mand styre den flok her, hvis det bliver så vildt som jeg er blevet fortalt”.
Det gode ved at det her ikke er live-dækning er, at jeg kan give jer svaret med det samme. JA, det kunne han i særdeleshed.
Jeg har den største respekt for den mand efter dette møde. Han var sygt skarp på tingene, opsummerede når det var nødvendigt og hævede ikke stemmen på noget tidspunkt……og så var han ret morsom. Ikke en dårlig start!
Næstformanden startede ud med at uddele hædersbeviser og I skal forkæles med flere kram:
Årets leder var ikke til stede og navnet er derfor ikke offentliggjort.
Guldnål: Johnny Christiansen.
Sølvnål med emalje: Erik Pedersen, Bente Makholm, Leif Makholm og Martin Guldager.
Jeg vil ikke komme ind på de forskellige beretninger, da de kan læses i Repræsentantskabsmappen som kan tilgås øverst på Hjemmesiden. Men derimod fremhæve Formanden Ole Kristensens spørgsmål til sig selv fra talerstolen, som gjorde indtryk på mig:
– Er kritikken berettiget?
– Kan vi gøre mere?
– Hvordan har vi det i maven?
2 engagerede herrer i salen rejste sig og indtog talerstolen med anerkendelse til Bestyrelsen og fremhævede glæden ved den dialog de altid indbyder til. Der var stor klapsalve fra salen.
Næstformanden Mille går på talerstolen og trækker vejret dybt og synker en ekstra gang inden hun informerer om, at en Whistleblower har indberettet en sag imod hende som omhandler magtmisbrug. Hun står med rank ryg, blikket rettet ind i salens mange øjne og siger:
”Gider jeg blive ved med at lægge over 20 timers frivilligt arbejde i det her, når jeg får lort i hovedet???………..JA, DET GØR JEG!”
Salen anerkender denne kraftpræstation med klapsalve.
Oooookay, jeg må medgive at klumpen i halsen er tilstede….det føles ikke helt rart at sidde i stolen bagerst og rumme disse ord. Krammeren i mig havde svært ved at blive siddende på stolen.
Det kommer jeg tilbage til i afslutningen.
Fakta
Mange har spurgt mig efterfølgende: ”Gik det hårdt for sig?”, ”Fik folk én over næsen?”, ”Brokkede X sig som X plejer” osv.
Faktum er, at jeg sad under mødet og fulgte meget nysgerrigt med og lyttede til de ord der blev brugt. Debatten flød, der var god ro og orden, kritikpunkter blev adresseret med tydelighed.
Blev kritikken personlig? Nej, det synes jeg aldrig den blev.
Blev kritikpunkter rejst som er belyst før? Ja, det gjorde de og der blev krævet svar.
Blev der leveret svar retur? Ja, det gjorde der.
Gik alle fra mødet med følelsen af tilfredshed og afklarethed? Nej, det tror jeg bestemt ikke.
Dialog = hovedformålet er, at begge parter skal blive klogere.
Dialog er en mega svær størrelse. Den er svær fordi vi er forskellige og vi agerer forskelligt. Vores tålmodighed, temperament og livsanskuelser bliver sat på prøve når vi bliver tvunget til at samarbejde om noget vi brænder for.
Jeg gik fra mødet og synes det var gået rigtig godt. Jeg grinte af, at nogen havde ytret, at det ville blive et grimt møde. Det var slet ikke min opfattelse.
Mit hjerte sprang et par slag over, da Kim T. Andersen valgte at overdrage sin DM-ledertitel til Filbært uden valg. Den havde jeg slet ikke set komme, og jeg ved at Kim brænder for at lede DM-udvalget. Kim har også altid sagt, at hvis der kommer en anden, som mener han/hun kan gøre det bedre, så giver han gerne stafetten videre, for han har kun sportens bedste i sinde.
Mit venskab med Kim er forankret i ungdomsårene, og i bowlingverdenen var vi samarbejdspartnere i hvert vores udvalg. Der har altid været gensidig respekt imellem os, og det vil der altid være.
Så jeg var splittet; jeg tænker ikke at fornyelse er en dum ting, bare man ikke smider guld på gaden.
Men mit hjerte følte med Kim under resten af rep.-mødet, jeg ville have ønsket, at Kim var blevet varskoet og kunne forberede sig på, at dette scenarie ville ske.
Jeg blev noget paf, da jeg smed mig i sofaen sent lørdag aften og tjekkede Facebook.
”DM-formanden var kuppet”, personhetz og baghåndsangreb.
Beskeder tikkede ind på min mobil lørdag aften og fortsatte det meste af søndagen.
Jeg blev glad, fordi jeg oplevede at venner og bekendte skrev for at spørge ”Hvorfor?” og ”Jeg skal lige høre din version”. Men jeg blev også ret skræmt over, at jeg slet ikke følte, at jeg havde været med til det samme møde, som disse folk gengav det som. Personer, som ikke havde deltaget, gengav et møde som jeg slet ikke kunne genkende.
Udvalgsleder-skifte
– Jeg oplevede, at der var utilfredshed med DM-udvalget, som blev italesat tydeligt fra talerstolen og som DM-leder udmærket kendte til på forhånd, da jeg har talt med ham om det flere gange.
– Jeg oplevede, at der var ønske om en ny DM-leder, og der blev peget på en mulig opstiller. Denne takkede ja tak.
– DM-leder valgte at trække sig uden valg og ikke give repræsentantskabet muligheden for at vælge hvilken leder, de ønskede for udvalget fremadrettet.
– Ny DM-leder tiltrådte og takkede forhenværende leder for en ihærdigt og prisværdig arbejdsindsats igennem mange år. Uheldigt var det, at forhenværende leder havde forladt salen og dermed ikke kunne modtage denne anerkendelse og kæmpe ros for hans virke, samt stort bifald fra salen.
Personhetz
– Hvis man anklager en anden for at angribe på det personlige plan, så skal man kraftigt overveje om man selv har kørt en fuldstændig ren linje. Har man selv været 100% saglig og ordentlig i sin relation eller er man selv faldet i og overskredet nogle grænser, der bevirker at den gensidige respekt er smuldret.
– Jeg oplevede ingen personlige angreb under dette års rep.-møde. Jeg oplevede en konstatering af fakta. Det blev belyst, at det er problematisk, hvis politik og personlige interesser bliver blandet sammen. Dette er en kendsgerning, at det forholder sig sådan indenfor vores forbund. Vi benytter en udvalgsleders private virksomhed som leverandør, det er ren fakta. At være nysgerrig omkring dette er vel ok, da virksomhedsejeren jo altid kan redegøre for spørgsmål.
– Bliver gentagne problematikker irriterende i længden at forholde sig til for de implicerede parter? Ja, forståeligt nok. Men det gør det ikke til et personligt angreb. Nogen har hyret virksomheden ind og nogen har stemt udvalgslederen ind, så begge parter er ønsket.
Frustration er et ønske om forandring!
Jeg elsker Poul Krebs! Min mand Martin ved det og er ret ligeglad, så ingen drama dér. Poul ved det også og han er også ret ligeglad……så jeg nøjes med at være håbløst forelsket i hans tekster og i særdeleshed den her lyrik som jeg afslutningsvis vil dele med jer:
”Lytter vi”
I en kaffebar på Værnedamsvej, sad 2 kloge mænd og diskuterede.
De lyttede ikke til, hvad den anden havde at sig’, de ventede bare på at komme videre.
Og hende der lavede kaffen til dem, hun smilte overbærende,
hun kendte kun alt for godt den sang og nynnede med en stemme lidt blidere:
Lytter vi, lytter vi, lytter vi til noget som helst?
Lytter vi eller venter vi, mest på at høre os selv?
En fin gammel kone, jeg møder af og til på vejen hvor jeg bor,
hun stod i sin have og klippede lidt af alle de blomster der gror.
Fordi hendes elskede mand skulle ha’ noget smukt på den kirkegård,
hun sendte ham kærlige tanker fordi, han ik’ havde brug for ord.
Hun sagde; Se lige blomsterne, ræk ud efter det forår.
Mærk længslerne og alt det andet vi ikke forstår.
Men lytter vi, lytter vi, lytter vi til noget som helst?
Lytter vi eller venter vi, mest på at høre os selv?
En professor jeg stødte på, på min vej, han vidste alt om hjertets mysterie.
Han sagde; glem nu ikke, det er bar’ en muskel der pumper dit blod lidt videre.
Men alle os, der lytter til en sang og så godt som ingenting ved,
vi ved på trods hvad der rimer på smerte og største kærlighed.
Se lige blomsterne, ræk ud efter det forår.
Mærk længslerne og alt det andet vi ikke forstår.
Ja; Lytter vi, lytter vi, lytter vi til noget som helst?
Lytter vi, lytter vi, ved vi bare bedre selv
Lytter vi, lytter vi, lytter vi til noget som helst?
Lytter vi eller venter vi, mest på at høre os selv?
At sidde bagerst i lokalet og se Mille stå på talerstolen, som for ganske få dage siden har mistet sin far for 2. gang, gjorde stort indtryk på mig. Første gang mistede hun ham til demenssygdom og nu til livet. Hun stod foran os med mildhed i stemmen og uden slinger i valsen for den retning, hun ønsker for vores allesammens forbund. Hun knokler for dét, hun tror på, dèt hun er valgt ind til, ud fra det livssyn og anskuelser hun har med sig.
Hun har i den korte tid som næstformand, påtaget sig en ulønnet deltidsstilling oveni sit liv som selvstændig, hustru, mor, datter og omsorgsperson for sin demensramte far. Udover dette har hun måtte lægge øre til at blive kaldt modbydelige ting, fået en whistleblowersag imod sig og at skulle forberede sig til et Repræsentantskabsmøde.
Uanset om man er enig med Mille eller ej, så håber jeg, at alle der læser dette her, vil bruge 1 minut på lige at reflektere over, om det vi byder vores Forbundsbestyrelse er ordentlighed?!
SPØRGSMÅL: Ville du have modet, styrken og lysten til at gøre Mille stilen efter og stå foran Forbundet, søge øjenkontakten og vende den anden kind til ovenpå sådan en omgang?!
Jeg gentager Milles ord: ” JA, DET GØR JEG!”
Jeg troede det her indlæg skulle være nemt at skrive. Jeg tog fejl! Jeg har slettet 3 forsøg og er endt med at gå i en helt anden retning, end jeg havde planlagt.
Referatet af mødet er optaget og bliver nedfæstet på skrift. Det er læseligt for alle på et senere tidspunkt.
Men dét jeg sidder tilbage med i dagene herefter, er en følelse af en masse øv-bøvser!
– Øv at vi ikke formår at tænke før vi taler eller i det mindste vende rundt og undskylde, hvis vi får sagt noget, der ikke var hensigtsmæssigt.
– Øv at vi ikke går til den person, vi har en ytring om, men taler til andre ører. Udtaler os grimt om andre for bagefter at føle sig krænket eller ikke forstå, at folk tager afstand til én.
– Øv at vi lytter til øv uden at være kritiske. Tage andres øv for sandhed og bære den videre uden at være nysgerrig i den anden side af historien. Der er altid 2 sider af en sag.
– Øv at vi lokker hinanden i fælder ved at sprede vores øv-bøvser inde i Facebooks Bowling Forum Danmark, som intet har med Danmarks Bowling Forbund at gøre. Det er ikke et debat-forum hvor svar gives fra forbundets udvalg eller bestyrelse.
Ønsker du svar, så er alle kontaktinformationer inde på Forbundets hjemmeside.
– Øv at man ytrer sig meget kritisk i en tråd på Facebook, når man så får svar på tiltale, så sletter man sin besked. Det er ikke at tage ansvar, det er at stikke halen imellem benene og efterlade endnu flere spørgsmål efterfølgende fordi tråden ikke længere giver mening.
Jeg håber, I læser det her indlæg med et åbent sind.
Jeg håber, I tror på, når jeg siger, at jeg ikke ønsker at støde nogen eller udstille nogen.
Jeg spurgte, om jeg havde fuldstændig frie rammer ift. at skrive dette indlæg og svaret var ”JA”. Så tilladelsen var der, nu må tiden vise, om jeg skal indhente tilgivelse.
Jeg gengiver rep.-mødet, som det udspillede sig i min optik. Det er min sandhed og min fortolkning; og mit håb er, at det bliver mødt med nysgerrighed og ”ej hvor vildt, min opfattelse var sådan her…….”.
Min sandhed gengives med stor respekt for, at andre har helt andre tanker om mødet.
Hvor mon vi ender
© Hvis vi alle husker at lytte?
© Lytte til hinanden uden fordomme og uden skepsis.
© Lytte med en iver og interesse; entusiasme for dialogen og for at blive klogere sammen.
© Lad os plukke samarbejdet og gribe foråret og huske, at vi alle har brug for (anerkendende) ord.
© Lad os lede med vores hjerte og gennemtænke vores ord, så de ikke forvolder smerte.
© Lad os tænke før vi taler og teste det på Sokrates tredobbelte filtertest; Er det jeg vil sige sandt? Er det konstruktivt? Er det nyttigt?
Datoen melder d.27. marts, og jeg sidder med en kop Sportskaffe (kaffe med Baileys) og kan mærke, at awsen i mawsen er lagt på hylden. Jeg nægter at lade min følelse og min sandhed om rep.mødet stå i skyggen af de efterfølgende dage.
Jeg elsker bowling. Jeg elsker dét, vi kan sammen, når vi spiller hinanden gode. Jeg elsker at være sammen med dig, der læser dette…..måske er vi helt enige, måske ser vi meget forskelligt på tingene, og det vil jeg mega gerne sludre med dig om, for måske vi begge kan blive klogere.
Synes du det her indlæg er åndsvagt, så fortæl mig det og forklar mig, hvor jeg fejler i mit forsøg på at nå ind til dig med et renhjertet ønske om ordentlighed og medmenneskelighed.
Hvor mon vi ender? Jeg håber svaret er SAMMEN.
Måske endda til en Poul Krebs koncert, med en stor kold fadøl i hånden og mange kram bag os.
Jeg kan varmt anbefale ALLE at deltage i næste års Repræsentantskabsmøde!
Ses vi?
Indlæg af Mette Wozny
