To jyske hold tog alle medaljer
Sæsonens sidste ungdomsligakampe er spillet, og det blev en spændende runde.
Sidste år blev det muligt at tilmelde flere hold fra samme klub til ungdomsligaen, dog med den regel, at spillere blev låst til det hold de spillede på. Det var helt optimalt for Stenhuse. Sydjyske har også gjort brug af muligheden ved at stille med halvandet hold, så deres ekstra spiller kom på Brasilias hold.
Der spilles 10 runder i løbet af sæsonen, fordelt på 5 haller i 5 weekender. Hver runde møder alle hold hinanden og har mulighed for at opnå 20 point. Først spiller tre spillere en serie hver og den samlede score ift. modstanderens tre serier får 2 point. Mod samme hold spilles derefter en Baker-serie (spillerne skiftes til at spille en rude), og her er der også 2 point for bedste score. Hver kamp tager en lille time, så der er mange timer på banerne i løbet af weekenden.
Stenhusets drenge tog guld
Stenhusets førstehold bestod i denne sæson af Sebastian Holst, Oscar Porskrog, Casper Lynge og Adam Hedegaard. Fra sæsonens start har de stille og roligt opbygget et solidt forspring, selvom der har været skader undervejs og de i nogle runder ikke har haft reserve med, har de fire drenge været så stærkt spillende, at sejren aldrig rigtigt har været i fare. Ikke før 9. runde. En brækket lillefinger til Oscar og en dårlig albue til Holst, efterlod holdet med kun to spillere, og resten af elitetruppen var låst til andenholdet. Heldigvis ville Lukas Erik Nielsen træde til, så Holst kunne overlade de sidste kampe lørdag og hele søndagen til Lukas. Desværre var den valgte olieprofil søndag – og måske manglen på motivation – ikke det bedste for holdet. De fik dog de få point der skulle til, for at sikre guldet, men det var ikke den sjoveste måde at slutte sæsonen på, selvom de prøvede at holde humøret højt. Det hjalp selvfølgelig, at de kunne se frem til at få guldet overrakt.
Sydjysk sølv
På 2. pladsen men kun 5 point fra guldet:
Sydjysk Bowlingteam bestående af søskendeparret Laura og Lasse Thomsen og Tobias Bryde og Monica Schak Nielsen, som begge i denne sæson rykkede fra Sisu til Sydjysk.
Det er 3. sæson at Sydjysk har et hold med i Ligaen, og også den 3 medalje de tager med sig i ungdomsligaen 🥉🥈🥈
Stenhusets tog bronzen fra Ravnsborg
På Stenhusets andethold har Mathilde, Sebastian Hansen, Oliver Klujeff, Mayan Weber Bruun og Julie Guldbæk spillet i denne sæson. De har helt klart skulle kæmpe mere for pointene, men har i løbet af sæsonen spillet sig op. Den sidste spilleweekend kunne de nå bronzen, med kun 1 point op til Ravnsborg.
Lørdag – på en let profil – spillede de virkelig godt og skød i en af kampene 716 på tre serie med 15 strikes i træk. De fik 16 af de 20 mulige point lørdag, hvor Ravnsborg fik 12.
Det blev afgørende på søndagens svære profil. De to hold fulgtes helt ad og i næstsidste kamp skulle de møde hinanden og bronzen kunne afgøres, men efter en meget spændende kamp delte de pointene og Stenhuset skulle have to point i sidste kamp for at sikre sig medalje. Ravnsborg lagde pres på ved at besejre deres modstander 4-0 mens Stenhuset tabte deres første 2 point. Bakerserien skulle afgøre det. På meget nedspillede baner og søgen efter løsninger lykkedes det holdet at samle sig til en score på 200 kegler og sikrede sig de to nødvendige point for at få bronzen.
I Ungdomsligaen stiller alle klubber med unge talenter mellem 12-18 år og et mix af drenge og piger – lige bortset fra Stenhuset 1 som er et rent drengehold.
Stort tillykke til alle vinderne.
Stort tak til Stenhuset og Sydjysk for input til denne nyhed. Og man må gerne sende tekst ind fra Ungdommens ligarunder, og det kan man gøre til dengodehistorie@Xbowlingsport_dk (fjern X og skift _ til .) Mærk den ungdomsliga og hvilken runde.