Tim Stampe med stærk EM-indsats – Stoppet i semifinalen af fransk kraftpræstation

Tim Stampe med stærk EM-indsats – Stoppet i semifinalen af fransk kraftpræstation

Det blev en hæsblæsende EM-turnering for de danske bowlere, hvor Tim Stampe spillede sig helt frem til semifinalen, inden franskmanden Maxim Dubois satte en stopper for den danske drøm. Undervejs viste især Mathias Ankerdal også skarp form med flere imponerende præstationer.

Step 1: Dansk dominans og hurtige afgørelser

Tim Stampe startede som nr. 18 i Masters og trådte dermed direkte ind i step 1. Med sig i feltet var også Mathias Ankerdal (10), Mikkel B. Sørensen (23) og Carsten W. Hansen (8) – og danskerne lagde ikke fingre imellem!

Tim åbnede mod Laurynas Narusis fra Litauen og leverede en iskold præstation. Med skarp præcision og nerver af stål lukkede han kampen med sejre på 227-223 og 191-169 – videre!

I et rent danskeropgør stødte Mikkel og Mathias sammen. Her viste Mathias, hvorfor han var blandt de højst seedede, og med serien 203-234 og 200-165 sendte han Mikkel ud i mørket.

Step 2: Hitman og heroiske dueller

I anden runde ventede endnu et danskerbrag – denne gang mellem Carsten og Mathias. Mathias Ankerdal spillede som besat og leverede to vanvittige serier på 246-212 og 275-208. En sand strike-maskine! Carsten måtte bøje sig for Hitman Ankerdal.

Tim fik sin sag for mod franske Valentin Saulnier. Det blev en sand krig over tre serier. Først et snævert nederlag på 188-185, men Tim bed sig fast og tog de to næste serier 201-158 og 194-188. Den danske fighter var videre til kvartfinalerne!

Step 3: Fokus, styrke – og stilhed før stormen

I kvartfinalen viste Tim Stampe sig som en sand snigmorder på keglebanen. Mod italienske Antonino Fiorentino spillede han med imponerende ro og overblik. Med overlegne sejre på 189-158 og 222-126 rullede han direkte i semifinalen. Det italienske håb blev aldrig en trussel.

Samtidig måtte Mathias tage afsked med gulddrømmen i en intens duel mod svenske Robin Ilhammer. Mathias kæmpede bravt, men måtte se sig slået i to tætte serier: 200-182 og 224-217.
Mathias spiller til dagligt i Trekanten KIF Kolding sammen med Tim Stampe.

Semifinale: Fransk angreb sætter punktum

I semifinalen var scenen sat: Tre skandinaver og én franskmand. Robin Ilhammer (Sverige), Luukas Väänänen (Finland), Tim Stampe (Danmark) og Maxim Dubois (Frankrig). Tim stod overfor Dubois i en duel, der blev et decideret angreb fra den franske side.

Maxim var ustoppelig. Han fandt et vanvittigt gear og bragede sig igennem med serier på 248 og 234 mod Tims 201 og 169. Dermed måtte Tim tage til takke med en velfortjent bronze – en flot præstation af Trekanten Kolding-spilleren.

Finalen: Sverige mod Frankrig

Finalen blev et opgør mellem Robin Ilhammer og Maxim Dubois – Sverige mod Frankrig i et brag, der satte et kraftfuldt punktum for dette års EM.
Finalen måtte ud i tre serier. Da Robin vinder de først serier 234-215 & 235-234 kunne han dermed kalde sig Europamester.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.