Kære Bowlere

 

Jeg vil gerne sige tak for de 5 år jeg har haft i Bowling, og særligt tak for jeres imødekommenhed og accept af en ny konsulent der ikke vidste noget om bowling. Jeg stopper ved udgangen af juli måned, og skal så finde ud af hvad jeg skal bruge min tid på fremadrettet.

 

Det har været 5 år med en masse fede samarbejder med passionerede frivillige, hvor jeg synes vi har rykket idrætten virkeligt langt, på mange områder. Jeg er sikker på Bowling er på vej i den rigtige retning, og med alle de gode mennesker og frivillige kræfter jeg har mødt, så vil den kommende konsulent der skal tage over for mig, have et godt grundlag til at gøre det endnu federe at være bowler.

 

Ungdom

Vi satte os et ambitiøst mål om at øge antallet af 7-12-årige bowlere med 15 % fra 2020 til slutningen af 2025. Vi havde kun set en stigning i medlemmer for ungdom 2 gange de foregående 25 år, og på intet tidspunkt var der fremgang over en 5-årig periode.

🎳 Vi har opnået en stigning på 10 % hvilket var delmålet for i år

🎳 Vores samlede ungdomsmedlemstal er steget med 10 %.

Det er et fantastisk resultat, især med tanke på den markante nedgang på 15 %, vi oplevede første år i strategien efter corona.

 

Skole OL

Vores strategiske satsning på DIF Skole OL har overgået alle målsætninger:

 

🎳 Vi er vokset fra 2 foreninger med 250 elever på besøg til 12 foreninger med 3.100 elever på fire år. Næste år er vi 16 foreninger og har en ambition om at blive 4000 elever.

🎳 Ingen foreninger er faldet fra i 5 år – en stærk indikator for at vores Skole OL koncept er meningsfuldt

 

De ældste unge

Vi ville gøre overgangen til senior lettere for de ældste unge.

🎳 Vi har ”opfundet” en ny U-25 række, der både er blevet lagt ind i aktiviteter som de unge kender fra deres tid som U-18 spillere, ved senioraktiviteter så de kan få en blød overgang og ved nye aktiviteter.

🎳 Ca. 35 % af de 18-25 år medlemmer har deltaget i en af aktiviteterne i løbet af 2024.

 

Stærkere organisation og uddannelsestilbud 

Vi har gennemført en lang række initiativer, der har styrket vores organisation og uddannelsesmuligheder b.la.:

🎳 Implementeret en ny primær 3-trins træneruddannelse

🎳 Udviklet og afholdt 2 årlige trænerseminarer

🎳 Udviklet et nationalt halvårligt “Fælles Træning” koncept 2 steder i landet

🎳 Digitaliseret vores dommerkurser til e-læring

🎳 Vi har lavet organisationsanalyse og analyse af arbejdsgange i vores udvalg årligt

🎳 Vi har implementeret PlanDisc i alle vores udvalg

🎳 Vi har udviklet årlig frivillig workshop for frivillige i DBwF

 

Tak for denne gang, det har været en kæmpe fornøjelse at få lov til at blive en del af jeres idræt, for det føler jeg at jeg er blevet. Bowling kommer til at have en særlig plads hos mig, også fremadrettet.

 

Held og Lykke på banerne 😊

 

Snart forhenværende Udviklingskonsulent i DBwF – Mads Svendsen-Tune

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.