👶✨ Barsel, bowling & masser af guf🍦
Vores udviklingskonsulent Camilla har været på barsel, og da hun snart skal starte igen, er det på tide med nogle skøre fakta omkring Camilla – stærkt inspireret af B.O.B.’s de “10 skøre”. Og lidt praktisk info – selvfølgelig.
Først det praktiske…
Camilla starter helt officielt igen i forbundet pr. 13. oktober 2025, men starter stille og roligt op fra midt september. Hun vil i fremtiuden stadig være at fange på samme mail css@bowlingsport.dk og hun får også sit gamle telefonnummer tilbage 40 45 76 96 (så jer, der ikke har ændret navnet fra Camilla til Majken – I har styr på det igen nu!)
1. Hvad har været det bedste ved at være på barsel?
Det bedste har været, at kunne lande godt i vores nye hus og lære at være mor til to.
2. Hvad glæder du dig mest til, når du kommer tilbage?
Glæder mig aller mest til at se alle de kendte ansigter, men også til at møde nye ude i bowlingsporten. Jeg glæder mig meget til at se idéer vokse sammen med ildsjæle. Og hjælpe til at se idéer springe ud sammen.
3. Har du øvet din bowling under din barsel?
Nej, ikke det spiltekniske, men når man bliver mor til to, så lærer man at præstere under pres, så jeg har trænet det mentale.
4. Rygtet siger, at du fik en flot placering til Cecilies Damedag sidst. Stiller du op igen i år?
Det ligger desværre samtidig med Vaffel-løbet, hvor der er gratis vafler efter løbet. Så jeg kan desværre ikke i år, men jeg er selvfølgelig klar til næste år. Svingarmen skal lige på plads igen. Jeg har styr på det mentale, men jeg vil ikke underkende det tekniske, hvor jeg mangler lidt træning.
5. Hvilken is har du spist mest den her sommer?
Jeg er vild med en gammeldags isvaffel, hvor der er guf i bunden, så der ikke er spildplads. Jeg har lige fået en guf-kugle-guf-kugle-guf-kugle-guf. Tre kugler med guf imellem, men mest guf. Jeg er faktisk ret glad for guf.
6. Hvilken sportsgren ville være ekstra underholdende, hvis udøverne var berusede?
Curling. Det der med at skulle på glatis og stå og råbe. (Camilla griner).
7. Hvis du kunne rejse i tid og møde dig selv for 5 år siden, hvilket råd ville du så give dig selv med på vejen?
Bare rolig, alt bliver normalt igen, og du stopper med at spritte hænder hele tiden (corona).
8. Nævn noget, du altid ser frem til.
Kartofler med sovs.
9. Hvilken sport ville du være rigtig dygtig til, hvis du blot fik mulighed for at træne?
Fridykning. Så ville jeg blive rigtig god igen. Problemet med mig er at jeg tror, at jeg er god til alle sportsgrene, indtil jeg prøver det. Så gider jeg ikke mere, fordi jeg er dårlig.
10. Hvilken sang burde ifølge dig, aldrig mere blive spillet i radioen?
Den første sang, jeg tænker på, at Fede Finn og Funnyboys. Kom i mine arme (Camilla synger sangen og Majken griner).
11. Hvad skete der dengang, hvor du blødte allermest?
Jeg var på noget akne-medicin, så jeg havde tynde slimhinder, og engang fik jeg så meget næseblod, at jeg troede, at jeg skulle dø. Min studiegruppe skulle heldigvis på besøg, så jeg vidste at de var på vej, hvis jeg nu dejsede om.
Og så har jeg jo født to børn, men der behøver vi ikke gå i detaljer – det kender I sikkert også til!
12. Hvilken tånegl klipper du som den første?
Det er altid storetåen først, og altid højre fod først, for den kan man være sikker på. Det er ligesom med hænderne, så starter man altid med venstre, så man er sikker på, at komme godt fra start. Det er i kronologisk rækkefølge.
13. Hvad er det mærkeligste sted, du har prøvet at vågne op?
I stuen hos mine forældre efter en gymnasiefest, hvor jeg fik alkoholforgiftning. Jeg blev kørt ind i stuen på en sækkevogn og blev læsset af på en madras og så kom der en vagtlæge. Det kan ikke anbefales.
14. Nævn en ting, du bliver ved med at udskyde.
At gå ud med skrald. Vi udskyder det begge to, det er mega upraktisk.
Nu har du 14 tilfældige fakta om Camilla, som du kan bruge til at drille hende med, næste gang du møder hende ude i bowlinghallerne 🙂
TAK til Camilla for at stille op til interview, selvom hun stadig er på barsel.
Indlæg af Majken Søndergaard Van
