B.O.B. disker hver måned op med en ny bowler til jer. Hvem det bliver er en overraskelse og det kan være stor som lille, kendt som ukendt, finaledeltager eller vinderen af taberbajeren…….ingen er fredet ;o)
10. offer for B.O.B.’s fangearm er en sportsnørd af den allerfedeste slags.
Hans blodtype er en blanding af Faxe Kondi og Manchester United-blod. Han spiller Golf om sommeren, bowling når han gider og har flair for tal.
Velkommen til Jesper Lund Hedegaard.

Hvem er Jesper?
Jeg er lige fyldt 41 år, født og opvokset i Lindholm (Nørresundby) – kun et stenkast fra Løvvang Bowling Center.
Jeg har en Cand.Merc.Aud og har arbejdet som både revisor og økonomidirektør i en del år.
Udenfor bowlingbanen banker mit hjerte især for sport; Jeg er passioneret Manchester United-fan! Derudover elsker jeg at rejse, spise godt og nyde et godt glas vin.
Hvornår begyndte du at bowle og i hvilken klub?
Jeg fik først lov af mine forældre til at starte som 10-årig – og selvfølgelig i Stenhuset.
Hvis vi skruer tiden tilbage og spørger lille Jesper med strithår, iført joggingdragt med ”Stenhuset” på ryggen om, hvad der var fedest ved at spille bowling, hvad ville han så svare?
At vinde! Jeg har altid været drevet af konkurrencen. Det er dog blevet anderledes med alderen, hvor holdspillet og fællesskabet særligt er kommet i højsædet.
Du har prøvet at vinde mange mesterskaber igennem tiden. Hvilken medalje står for dig som den mest betydningsfulde?
Det må helt klart være første gang, vi vandt DM for 6-mandshold med BK Cimbrer. Allerede som 10-årig havde jeg en drøm om netop dét – at stå øverst på skamlen med Cimbrer. Jeg så op til holdet, fulgte deres træning tæt og var ofte med ude til runder og slutspil for at heppe.
Da vi så endelig vandt, var det kulminationen på mange års drømmeri. Men faktisk er en af de minder, vi stadig taler mest om i dag, en bustur hjem fra et slutspil på Bryggen, hvor vi “kun” fik en tredjeplads. Skuffelsen blev hurtigt glemt, og turen hjem endte i en legendarisk fest.
Hvilken klubber har du spillet i og hvor spiller du nu?
Jeg har haft fornøjelsen af at spille i nogle forskellige klubber: Stenhuset, Cimbrer, Aalborg Bowling Team, Five O´Clock, Skive og en enkelt kamp for Sydjysk Bowling Team.
I dag er jeg medlem i LBC (Løvvang Bowling Center).
Hvad er dine ambitioner?
Jeg spiller ikke så meget selv længere – kroppen er ikke helt ung mere, og det meste af min tid går med at tage med Adam rundt til stævner. Men jeg hopper da gerne ind, hvis der mangler en mand og kalenderen tillader det.
Jeg spiller dog stadig hyggeturneringer – blandt andet har jeg lokket Janni med til DM Mix, og jeg deltager altid i det traditionsrige Stenhuset Julestævne den 24. december. Det er en hyggelig tradition, jeg ikke vil undvære.
Mine ambitioner handler i dag mere om at bidrage til udviklingen af bowlingen – især for børn og unge. Jeg mener, det er fundamentet for, at sporten kan vokse i Danmark.
Du er (godt) gift med en bowler og I har givet de gode bowlinggener videre til næste generation. Hvordan er det at være far til en talentfuld ung knejt som Adam?
Ja, jeg er gift med Janni på 18. år, og sammen har vi to drenge – Adam på 15 og Liam på 13. Janni og jeg har faktisk kendt hinanden i mere end 30 år og som det mest naturlige i verden fandt vi selvfølgelig hinanden gennem bowling.
Det er både svært og fantastisk 😃 Det er fedt, at han synes bowling er sjovt og har en passion for det, men det kan også være udfordrende at forblive i forælder-rollen.
Heldigvis har vi nogle af landets bedste trænere i Aalborg, og det gør det nemmere for mig at holde mig fra at blande mig. Så kan jeg nøjes med at betale, heppe, chauffør – og den far, der støtter, når resultaterne ikke lige går som håbet.
Hvordan er det at overtage nøglerne til førerhuset i Løvvang Bowling Center og hvorfor tog du den beslutning?
Det var en svær beslutning. Jeg har tidligere haft store og krævende jobs som revisor og økonomidirektør, og bowlingbranchen er jo noget helt andet. Men samtidig har jeg 30 års erfaring med bowling og kender både hallen og miljøet.
Efter mange overvejelser og snakke med familien valgte jeg at sige ja. Det handlede især om at kunne kombinere min hobby med mit arbejde – og samtidig få mere tid med familien.
Nu har jeg snart siddet i jobbet i et år, og jeg synes, det er super fedt. Vi har fantastiske faciliteter i Aalborg og sammen med foreningerne et kæmpe potentiale for at udvikle sporten.
Du har stået i spidsen for en gennemgribende renovering og ombygning af Løvvang Bowling Center, som netop er afsluttet. Hvad kan vi bowlere se frem til af forandringer når vi besøger Løvvangen næste gang?
Vi er ikke helt færdige endnu, men målet er at være klar i november.
De seneste par år har vi bygget 2.800 m² Kultur- og Sundhedshus til og gennemført en omfattende energirenovering. Nu er turen kommet til underetagen – altså selve bowlinghallen.
Hele renoveringen i hallen tager udgangspunkt i vores strategi: “Bowlerne i centrum.” Vi har spurgt os selv, hvad der skal til for at skabe de bedste rammer for vores bowlere – både dem, der kommer fast, og dem, der er på vej ind i sporten.
Derfor kan I se frem til en helt ny lounge, hvor børn og unge kan hænge ud, se tv, spille spil og hygge sig. Derudover får vi nye toiletter, bar/reception, omklædningsrum, køkken og meget mere.
På længere sigt har vi også planer om at etablere et træningsmiljø med bl.a. videoanalyse, der både kan gavne nybegyndere og elitespillere – men det bliver først i 2026.
Og bare for at understrege det: jeg har stået i spidsen, men det havde aldrig kunnet lykkes uden vores fantastiske medarbejdere, som har taget alle udfordringerne og forandringerne til sig på imponerende vis.
Hvis du skal give et godt råd videre, hvad skulle det så være?
Vær dig selv og tænk ikke over, hvad andre tænker om dig.
10 skøre:
- Jesper “……….” Hedegaard?
Det ved du jo godt 😃Lagkage. - Hvis du var en køkkenmaskine, hvilken én ville du så være – og hvorfor?
Aner det ikke – jeg kender jo ikke nogen! 😊 - Har du nogensinde googlet dig selv – og hvad fandt du? Hvis ikke, hvorfor og hvad er du bange for at finde?
Ja, at jeg var direktør i nogle virksomheder og havde været involveret i nogle interviews mv. - Hvad ville der stå på dit visitkort, hvis du selv kunne finde på en titel?
Verdens bedste far - Hvilket dyr ville være den bedste bowler og hvorfor?
En chimpanse – fordi ChatGPT siger det 😊 - Hvis du skulle imponere nogen med én mærkelig facts, hvad ville det være?
Det bliver jo nok et eller andet om bowling, så her imponerer jeg nok ikke… - Hvad er det mest ubrugelige talent, du har – men som du er ret stolt af?
Har kunnet spille bowling. - Hvis du var DJ for en aften – hvilken sang ville du altid spille (uanset stemning)?
Et eller andet med Kim Larsen - Hvis din skygge kunne tale, hvad ville den så klage over?
Den ville brokke sig over, at den aldrende krop ikke får trænet nok. - Bedste ting ved at være dansker?
Tryghed.
Tusind tak til Jesper for at gide lege med og lade os komme lidt med bagom.
Glæd jer til at oplev Løvvang Bowling Center og se alle de nye ændringer. Heldigvis er banerne præcis lige så skønne at spille på som de plejer at være, stemningen emmer af nordjysk lune og servicen er i top.



