For andet år i træk samlede Danmarks Bowling Forbund de mange frivillige kræfter til en aften i fællesskabets tegn. En aften hvor snakken gik lystigt om alt fra elite og bredde til regler, DM’er og kommunikation – kort sagt alt det, som får maskineriet i dansk bowling til at køre rundt.
I år fandt begivenheden sted i Løvvang Bowling Center i Nørresundby, og allerede ved ankomsten kunne man mærke den gode energi.
Formand Ole Skov Kristensen bød de 21 fremmødte velkommen kl. 17.00 – naturligvis på sin sædvanlige lune og lidt humoristiske facon. Han talte om, hvor uvurderlig en rolle de frivillige spiller i forbundet, og om hvor mange timer og kræfter der hver uge bliver lagt i at holde gang i dansk bowling – også af dem, der ikke kunne deltage denne aften. Og så glædede det ham naturligvis at se så mange, der havde taget turen helt til det nordjyske – og ja, nogen af os mente næsten, at vi burde have haft pas med!
Efter velkomsten gik det løs med speeddating. Og nej, det var ikke romantik, der var på spil – men hurtige og livlige samtaler på tværs af udvalg. Hvert par fik et par minutter til at tale om, hvordan man kunne samarbejde, hjælpe hinanden og måske udveksle erfaringer eller kompetencer. Derefter lød signalet: tid til at skifte partner! Det viste sig hurtigt, at mange udvalg faktisk kæmper med de samme udfordringer – og at lidt samtale på tværs kan åbne for nye idéer og forståelse.
Efter 45 minutters intens snak med fart på var det tid til aftensmad – en solid omgang skinkeschnitzel, vin eller sodavand og endnu flere gode samtaler. For det er jo, når gaflen rammer tallerkenen, at de bedste idéer ofte kommer frem.
Da maverne var mætte og kaffekopperne fyldte, gik vi i gang med aftenens workshop. De frivillige blev delt i to grupper:
– Den ene gruppe kastede sig over spørgsmålet: Hvordan får vi flere med? Her blev der talt om, hvordan små og konkrete opgaver kan gøre det lettere for flere at byde ind – og hvordan vi kan finde de mange gode kræfter, der gemmer sig ude i hallerne. Flere af forslagene var både kreative og realistiske – og dem kommer I helt sikkert til at høre mere om senere.
– Den anden gruppe stod for kontraktforhandlinger. Det lyder måske tørt, men faktisk handlede det om at sikre, at gode idéer ikke forsvinder i hverdagsræset. Ved hjælp af skemaer kunne udvalgene lave små samarbejdsaftaler, som de forpligtede sig på at følge op på. (Mit eget udvalg skrev i øvrigt under på en hel bunke – så der bliver ingen smutveje i 2026!)
Aftenen rundede af omkring klokken 21.00, hvor vi også sagde farvel og held og lykke til Majken, der har været barselsvikar for Camilla. Hun blev takket for en flot indsats og ønsket alt det bedste i sit nye job hos Dansk Dart Union – måske bliver der nu tale om pile i stedet for kegler.
En stor tak til alle fremmødte frivillige – og til Camilla og Majken for et veltilrettelagt arrangement. Vi glæder os allerede til næste år, hvor der igen skal netværkes, grines og deles idéer om, hvordan vi sammen gør dansk bowling endnu stærkere.