B.O.B Bag om en Bowler - Kim Lomholt
B.O.B. disker hver måned op med en ny bowler til jer. Hvem det bliver er en overraskelse og det kan være stor som lille, kendt som ukendt, finaledeltager eller vinderen af taberbajeren…….ingen er fredet ;o)
12.offer for B.O.B.’s fangearm blev født i Thailand for 20 år siden og flyttede til Danmark i en alder af 5 år. Han er et stort familiemenneske og hans efternavn er kendt af mange i bowlingdanmark.
Velkommen til Kim Kaewmak Lomholt.
Hvem er Kim
Jeg blev student i sommers og har valgt at holde et sabbatår, hvor jeg bare arbejder for at tjene lidt penge til de kommende bowlingture.
Jeg har en vidunderlig familie, som jeg holder meget af og det er den bedste familie, jeg kunne ønske mig. De er der for mig, når jeg har brug for støtte eller hjælp – specielt hvis det handler om bowling.
Alle ved, hvem min far er (Lomme) og jeg prøver bare at gøre ham stolt og vise, at Lomholt-familien stadig er her. Det håber jeg selvfølgelig også, at min lillebror Niklas gør.
Kim “………..” Lomholt.
Kimmer. Hvorfor? nok pga. det nemmere end Kim, tror jeg haha
Hvilke klubber har du spillet i og hvor spiller du nu?
Jeg har spillet for Ravnsborg og lige nu spiller jeg for SAS.
Hvilke turneringer/stævner/mesterskaber har du rangeret højt i?
Hvis det er individuelt, så er det nok DV8 Youth Masters i Ängelholm, Sverige, i 2020, hvor jeg vandt stævnet.
Den anden vil nok være YET Europa Tour Finalen i Belgien, hvor jeg endte som nr. 2.
Når du tænker tilbage på dine første år i bowling, hvilken drivkraft eller oplevelse medvirkede til, at du for alvor fik lyst til at dyrke sporten på højt niveau?
Min motivation eller det der gjorde at jeg virkelig faldt for bowlingen er nok bare ”bowling”.
Jeg kom altid med min far i hallen og sad bagved imens jeg drak en slushice eller snakkede med de andre spillere. Så prøvede jeg det selv og spillede nogle stævner, og så blev jeg helt vild med sporten.
Bowling er en sportsgren, hvor teknik, mentale rutiner og små justeringer betyder alt. Hvilken teknisk udvikling har været mest afgørende for dig?
Vil ikke sige, at noget bestemt har været afgørende, nok mere hvor meget jeg har givet mig selv lov til at blive ved med at fokusere på de små ting og forbedre dem hver gang, indtil det næsten føles naturligt.
Noget jeg stadig gør, er at forbedre det, jeg allerede er god til i forvejen. Jeg har også fået masser af hjælp af mine trænere Mie og Jesper (Agerbo). De har været en kæmpe hjælp på vejen, og hver gang jeg får noget nyt at træne på, føler jeg, at jeg bliver bedre både taktisk og teknisk.
Du blev dansk mester i Ungdoms-Ligaen 2022-2023, hvad er i din optik det afgørende for at I vandt?
Vi havde et godt hold og et vanvittigt godt sammenhold. Det kræver en del at vinde det to gange i træk (2021-2022 og året efter 2022-2023). Så det mest afgørende var nok træningen og hvor meget man ville det. Den sidste titel dedikerede jeg til min farmor lige inden hun gik bort, så det betød ekstra meget for mig. Ville ønske hun havde set det.
Når du står på banerne og tingene ikke fungerer, hvad er så det første mentale- eller tekniske greb, du bruger for at genvinde momentum?
Det er noget af det sværeste som jeg stadig kæmper med, men det jeg gør er, at trække vejret og glemme det der er sket og så siger jeg til mig selv: ”Et slag af gangen” så skal det nok gå.
Du har i en ung alder allerede opnået det optimale, nemlig den perfekte “300”-serie. Hvor mange af de fede banditter har du på CV´et?
Jeg har lavet den perfekte serie 2 gange igennem de 12 år jeg har spillet.
Jeg lavede den ene til træning inden jeg skulle til Tjekkiet for at spille Brno Open og den anden i en kamp, hvor min modstander også lavede 300 haha
Hvordan reagerede du da mailen tikkede ind fra European Bowling Federation med beskeden om, at du havde kvalificeret dig til EBT Youth Masters Europafinalen i sæson 23/24?
Det sjove var faktisk, at min far så mailen før mig, så han var mere begejstret og jeg var selvfølgelig meget glad pga. jeg har spillet så meget op til stævnet, så føles det næsten som en belønning, når man får sådan en mail.
Har du et favorit/yndlingsstævne eller mesterskab? Hvis ja, hvad er det der gør netop det specielt for dig?
Køge Youth Masters er nok mit favoritstævne. Jeg er selv fra Køge og har deltaget alle de år, jeg har bowlet. Det er bare fedt at kunne dyste mod spillere fra forskellige nationer i sin egen hjemby.
Du er en del af en dedikeret bowlingfamilie. Hvilket samtaleemne skaber størst diskussion i Casa Lomholt?
Var ik´ helt sikker på om det var bowling relateret, men aftensmaden er da en godt shout.
Vil du løfte sløret for dine ambitioner for fremtiden?
Jamen det er 100% at komme på det danske landshold og vinde medaljer og så, at vinde et Dansk Mesterskab med SAS-holdet.
Det er mine store ambitioner og noget jeg inderst inde vil bevise overfor mange.
9 Skøre:
| 1. Hvilken sang ville være fuldstændig upassende, men også utrolig sjov, at gå på banen til? | Så vil det nok være ”Never gonna give you up” af Rick Astley. |
| 2. Hvis bowlingkeglerne havde personlighed, hvilken ville så være den største dramaqueen? | Så det nok 10’er keglen. Den gider bare ikke at vælte når den egentlige skal det. |
| 3. Hvis dit liv var en film, hvilket soundtrack havde den så? | Tror nok det vil være ”Ligesom mig” af KESI. Fordi jeg bare er mig selv. |
| 4. Hvis du kun måtte kommunikere i dyrelyde under en kamp, hvilket dyr ville du så vælge at være? | Så vil det nok være en delfin, vil være ret sjov at høre. |
5. Hvilken ting må aldrig afskaffes/ændres? | Jamen de må ikke afskaffe kage torsdag på mit arbejde. |
| 6. Hvornår har du sidst sagt: “det var planen”…..og løjet? | Jeg lyver aldrig |
| 7. Du står i Retten. Færdiggør sætningen: “Hr. Dommer; Jeg lover at jeg …………………….” | ”Ikke bruger 180 på min urethaner på 34 fod.” |
| 8. Hvem har du størst respekt for og hvorfor? | Dem som har min største respekt, men også de største motivationer i sporten er nok Jesper Agerbo (min træner og holdkammerat), Nicolas Carter (Min bedste ven) og så min far selvfølgelig. De har været de vigtigste og største inspirationer inden for sporten for mig. |
| 9. Hvis du kunne vælge helt frit i hele verden, hvem står så øverst på listen som double-makker eller Mix-double-makker? | Øverst på listen af double-makker vil nok være Kim Bolleby fra Sverige. Ikke kun fordi vi har samme navn og begge er fra Thailand, men også fordi han er en vild dygtig bowling spiller.
|
Indsendt af Mette Wozny