Et Indblik i Maskinrummet - Vil du Være Med til at Gøre en Forskel?

Hvad sker der egentlig bag kulisserne i Danmarks Bowling Forbund? Hvad laver man som frivillig?

I en ny, fast klumme i Bowling Magasinet vil vi give jer et indblik i maskinrummet, hvor beslutninger tages, og idéer udvikles og får liv. Hvordan hænger forbundet sammen? Hvem har ansvaret, når der skal træffes beslutninger?
Det kan måske lyde lidt tørt – men det er faktisk nyttig viden næste gang, du hyggebrokker dig over “forbundet”, eller vil vide, hvor du kan henvende dig, og hvordan du kan være med til at påvirke sporten.

I denne udgave af Bowling Magasinet kigger vi på hvordan organisationen hænger sammen, og hvad du kan gøre, hvis du vil være med til at gøre en forskel.

“Det er forbundets skyld!”

Vi har nok alle hørt det på et eller andet tidspunkt i hallerne:

“Det er forbundets skyld!”

“Det må forbundet da ordne…” – eller klassikeren

“Det har jeg også sagt til forbundet!”.

Men “forbundet” er ikke én person med en stor rød knap, der styrer alt fra serieafgifter og propositioner til stævnekalender og strategi. Forbundet er en hel organisation – fyldt med frivillige, udvalg, ansatte og klubber – der hver især løfter en del af opgaven.

Og vigtigst af alt: Forbundet er også dig.

Her får du et kort, konkret indblik i, hvordan organisationen hænger sammen, og hvordan idéer kan blive til virkelighed.

Klubberne – udgangspunktet for alt

Klubberne er fundamentet i hele DBwF. De vælger, hvem der skal træffe beslutningerne, og de kan stille forslag til det årlige repræsentantskabsmøde i marts. Det er også her, du og dine klubkammerater kan påvirke udviklingen mest direkte.

Repræsentantskabet – forbundets øverste myndighed

Repræsentantskabet vedtager love, godkender økonomi og vælger bestyrelse, udvalgsledere og andre tillidsposter. Når repræsentantskabet har truffet en beslutning, er den retningsgivende for hele organisationen.

Næste møde er 21. marts 2026 – og klubbernes deltagelse gør en reel forskel, så sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Bestyrelsen – retning og ansvar

Bestyrelsen arbejder med strategi, retning og organisationsudvikling og har ansvaret for:

  • en bæredygtig økonomi
  • sikre rammer for ansatte og aktiviteter
  • at forbundet følger vedtagne regler og beslutninger
  • at udvikle DBwF, så sporten fortsat kan vokse


Bestyrelsen arbejder inden for de rammer, repræsentantskabet har sat – og er valgt af klubberne til netop at løfte dette ansvar.

Udvalgene – forbundets faglige motor

DBwF’s faste udvalg løser størstedelen af det praktiske og sportslige arbejde. Hvert udvalg har en tydelig rolle – og alle består af frivillige kræfter, der arbejder for at gøre sporten bedre.

Man kan enten vælges, udpeges eller selv melde sig som frivillig i et udvalg, afhængigt af hvilket udvalg det er.

Her er det korte overblik:

Øst- og VestudvalgPlanlægger og afvikler turneringer og aktiviteter lokalt, regionalt og på landsdelsniveau. Formændene sidder samtidig i forbundets bestyrelse og er dermed bindeled mellem drift og strategisk ledelse.
Landsaktivitetsudvalget

Koordinerer alle nationale aktiviteter og udarbejder den samlede aktivitetsplan. Har ansvar for bl.a.:

  • Øst/Vest match
  • Danmark Bowler
DM-udvalget

Har ansvaret for udvikling og vedligehold af propositioner samt afvikling af nationale mesterskaber og turneringer, herunder:

  • DM og forbundsmesterskaber (individuelle og hold)
  • Liga og ungdomsliga
  • Landspokalturneringen
Ungdomsudvalget

Udvikler og driver aktiviteter for børn og unge. Arbejder bl.a. med:

  • ungdomsliga og ungdomsmesterskaber (sammen med DM-udvalget)
  • ungdomsstævner
  • initiativer til rekruttering og fastholdelse
KommunikationsudvalgetSikrer strategisk kommunikation, nyheder og indhold til bl.a. Bowling Magasinet.
Disciplinær- og OrdensudvalgBehandler protester, indberetninger, sager om regelbrud samt eventuelle appeller.
LovudvalgetSikrer juridisk kvalitet, lovfortolkning og opdateringer.
ØkonomiudvalgetUnderstøtter bestyrelsen i budgetter og økonomi.

 

De ansatte – maskinrummets drift og udvikling

Udviklingskonsulenter

Arbejder med strategisk udvikling, herunder bl.a. klubbesøg, Skole OL, undervisning og mange andre aktiviteter.

Den sportslige organisation

Sportschef, landstrænere og specialfunktioner, som arbejder med talentudvikling, elite, internationale mesterskaber m.v.

Idrættens Kompetence Center (IKC)

Varetager administration, regnskab og kontorfunktioner. Det er IKC, du møder, når du ringer eller skriver til kontor eller regnskab.

Sådan bliver en idé til virkelighed

  1. Idéen opstår
    Gør den konkret. Tal med andre frivillige og klubber for at styrke den.
  2. Find det rette hjem
    Er idéen sportslig, organisatorisk, økonomisk, turneringsteknisk, regional eller national?
  3. Kontakt det relevante udvalg eller bestyrelsen, så din ide kan komme på dagsordenen
    – eller få din klub til at stille et forslag til repræsentantskabet. Skabelonen findes her
    Deadline: 1. januar 2026.

  4. Forslaget behandles
    Afhængigt af typen – i udvalg, bestyrelsen eller på selve repræsentantskabsmødet.

 

Hvis du overvejer at engagere dig, så er repræsentantskabsmødet den 21. marts 2026 et oplagt sted at starte. Her vælges nye kræfter til centrale poster i organisationen, og her sætter klubberne retningen for den kommende periode.

Har du en idé, et problem eller en vision, der bør tages op på repræsentantskabsmødet, kan din klub indsende forslag.


Forslag skal være forbundet i hænde senest 1. januar 2026.

Forbundet er ikke “dem deroppe”

Forbundet er ikke et fjernt kontor med støvede ringbind. Forbundet består af klubber, frivillige, medarbejdere, udvalg, administration og bestyrelse – i fællesskab.

Og forbundet fungerer kun, fordi helt almindelige bowlere vælger at bidrage – med ideer, engagement og tid.

Uanset om du brænder for stærkere turneringer, skarpere regler, bedre kommunikation eller udvikling af ungdomsbowlingen – så er der helt sikkert et sted, hvor du kan bidrage.

Så næste gang nogen siger “Det er forbundets skyld!”, kan du roligt svare:
“Ja – og forbundet er også dig. Så spørg dig selv: Vil du se på – eller være med?”

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.