B.O.B Bag om en Bowler - Johnny Christiansen

Johnny Christiansen; Månedens Profil i B.O.B

B.O.B. disker hver måned op med en ny bowler til jer. Hvem det bliver er en overraskelse og det kan være stor som lille, kendt som ukendt, finaledeltager eller vinderen af taberbajeren…….ingen er fredet ;o)

13.offer for B.O.B.’s fangearm er beviset på, at man rejser sig ved den fødselsdagsgave man ikke har ønsket sig og drømmer videre. Han er endnu en fodbolddreng som bowlingsporten fik vundet over på keglernes side og det er vi mange der er evigt taknemmelige for. Månedens BOB´er er nemlig en ægte ildsjæl og tester vi hans blodtype, så står der uden tvivl ”DBwF – Positiv”.

Hvem er Johnny

Jeg er født og opvokset i Aalborg, en årgang 1960´er.
Jeg er udlært elektriker. Har sidenhen været slagteriarbejder i mange år og arbejdsmand på en maskinfabrik. En arbejdsskade i min arm har bevirket, at jeg nu er seniorpensionist. Arbejdsskaden er desværre også årsagen til at jeg ikke kan spille bowling mere. 

Hvordan fik bowlingsporten kløerne i dig?

Jeg boede 100 meter fra Karolinelund Bowlinghal som lå i Aalborg. Jeg begyndte at komme der omkring år 1970, men måtte ikke starte med at spille bowling, fordi jeg spillede fodbold, men i 1973 fik jeg endelig lov til at starte. 

Hvilke klubber har du spillet i?

Jeg startede i BK Cimbrer, men flyttede til Flügger, da Cimbrer lukkede deres ungdomsafdeling. Som senior startede jeg i BK Stenhuset og skiftede til Cimbrer i 1985. Da Cimbrer fusionerer med Aalborg Bowling Team, forblev jeg medlem der. Jeg har været passiv medlem af Skanderborg Bowling Klub i 2 år, indtil jeg vendte tilbage til en Aalborgklub. Det blev Løvvang Bowling Club (LBC), som jeg syntes jeg havde mest tilknytning. 

Efter du fik grønt lys til at trille din først bowlingkugle, har du ikke set dig tilbage. Var unge Johnny´s drøm at spille på ungdomslandsholdet?

Ja. Jeg var med til Europamesterskabet 1978 i Aalborg. Jeg har deltaget en del gange på 18-23 år landsholdet, hvor vi spillede imod Tyskland hvert år. En gang i Sverige, hvor der var 7 lande med i en turnering. 

Du har en imponerende senior-landsholdskarriere som strækker sig over årene 1981-1994. Er der nogle særlige øjeblikke fra din tid i landsholdstrøjen, du vil dele med os?

Jeg kvalificerede mig i 1980 til World Cup i Djakarta Indonesien. Mit mål var, at gå videre og det lykkedes med nød og næppe. Jeg endte som nummer 3 og dermed bronze i World Cup i min debut som senior i den rød/hvide trøje.
Jeg spillede med 203 i snit over de 52 serier. Jeg havde 2 kugler med og det var 2 Columbia Yellow Dot.

Jeg var glædelig overrasket da jeg stødte på Alfonso Rodriguez fra Mexico i Reno i 2025. Det var ham som vandt sølvmedaljen i 1980.

Min debut til EM i Frankfurt; det var en fantastisk oplevelse men også min største skuffelse.
Vi blev nummer 4 i Trio. Vi var med i toppen efter første dag, anden del af Trio laver jeg 480, men havde jeg lavet 520 ville det været blevet bronze, med 530 var det blevet til sølv og 540 var vi blevet Europamestre. Det var dagen hvor jeg fyldte 21 år, så det var den værste fødselsdagsgave jeg gav mig nogensinde har givet mig selv. 

Til VM i 1987 i Helsingfors, var jeg den første danske herre til, at kvalificere sig til videre spil efter de første fire discipliner. 

EM i 1989 i Holland var årét, hvor de danske herrer for alvor begyndte at få medaljer. En stor succes var det, da vi vandt sølv i Team efter Sverige. 

Min sidste gang på landsholdet var til European Team Cup i Holland. Vi overraskede alle med at blive europamestre. Vi spillede med 7. højeste snit, men alligevel endte det med at vi vandt. Vi vandt de vigtige kampe og sluttede med 2 point mere end nummer 2. Vi vandt den sidste kamp og ventede på de sidste kampe skulle blive færdige.

Tyskland skulle tabe til Sverige og det blev først afgjort i 10. rude. Sverige vandt med få kegler og vi var Europamestre!

Vi var ikke de bedste på keglefald men vi vandt på godt sammenhold!

Uden at hentyde til din dåbsattest, så tør jeg godt antyde, at du har været en aktiv del af- og vidne til den udvikling vores elskede sport har været igennem. Kan du prøve at beskrive dit syn på udviklingen; hvad var det gode ved the good old days og hvor ser du styrkerne eller udfordringerne i Bowlingsporten anno 2026?

Jeg er en årgang 1960, så stadig “ung”.
I gamle dage var der ikke noget der hed olieprofiler. De fleste havde bare 2 kugler med rundt og de dygtige var dem der kunne læse banerne og flytte sig rigtigt undervejs.
Den sidste gang jeg var på landsholdet i 1994, havde jeg 4 kugler med, men stadig ingen olieprofil at navigere udfra.

Fremtidens bowling er tohåndsbowling. Starter man med at bowle som ung i dag, kan man lige så godt lære, at spille med to hænder.
I Danmark har vi stadig rigtig mange fantastiske atleter der spiller med én hånd og de kan stadig være med i verdenseliten.

Jeg håber snart der kommer nogle flere kugleproducenter, der kan producere en kugle der hamler op med Purple Hammer, for jeg syntes den er for dominerende.
De dygtigste atleter er dem, der er gode til at læse en bane og skifte kugle når banerne ændrer sig, da olien flytter sig hurtigere med nutidens kugler. 

En skulderskade har desværre sat en stopper for din bowlingkarriere.
Hvad driver dig til fortsat, at være så stort et aktiv i Danmarks Bowling Forbund?

Jeg har altid elsket sporten og blive ved med det.
Jeg startede som frivillig i 1985 og er det stadig, det vil sige 41 år uafbrudt. 

Du er en aktiv mand og har altid gang i et eller andet. Jeg har dig lidt mistænkt for, at have udvalgt Blodbanken som dit aktive pauserum, for der kan du også bidrage og gå forrest med et godt eksempel, samtidig med at du kan smække benene lidt op imens. Hvor længe har du været bloddonor og hvad motiverer dig?

Jeg startede som bloddoner allerede som 20-årig, for at kunne hjælpe andre. Jeg har haft mange pauser undervejs. I denne uge runder jeg tapning nr.103.
Jeg kan desværre ikke længere donere blod grundet nogle øjendråber, så nu er jeg gået over til at blive tappet for Plasma hver 14.dag.
Jeg vil meget gerne slå et kæmpe slag for at alle sunde og raske personer melder sig som donor til både blod og plasma, da der fortsat mangler donorer.

Når man kender dig, så ved man at du elsker at rejse. Er du efterhånden på fornavn med lufthavnens personale eller har du din helt egen personlige gateindgang?
Hvilket land er din yndlingsdestination og hvorfor?

Jeg har oplevet mange lande med bowlingen. Har brugt mindst 2 ugers ferie om året i næsten 30 år med, at rejse med bowlingen, enten som spiller eller leder.
Jeg har aldrig været på en charterferie.
Jeg har rejst til Marokko de sidste 10 år, fordi jeg har familie der. Jeg har efterhånden set meget af Marokko, det er et dejligt land, så det er nok det sted jeg helst rejser til.
Jeg har ikke rejst så meget, at jeg kender lufthavnspersonalet. 

Man ser dig ofte på tribunerne og i hallerne rundt om i verden, når det danske landshold er ude og høste medaljer. Lurer du udelukkende trick eller er du på en mission?

Jeg har rejst som manager for de danske landshold igennem 15 år.

Med den lange og flotte bowlingkarriere du har haft, har du så et helt værelse tilegnet alle dine medaljer og pokaler?

Jeg har fået tilegnet min egen væg på Aalborg Sportsmuseum, hvor jeg har afleveret alt hvad jeg har fra min bowling tid og alt jeg har vundet til dem, så det aldrig går tabt.

Der findes ikke mange i bowlingdanmark som ikke ved hvem Johnny Christiansen er, men nogle har måske ikke haft modet til at stikke fingeren i siden på dig endnu og er dermed gået glip af din lune humor og fantastiske imødekommenhed.
Hvad kunne disse generte personer med fordel spørge dig ind til for at få dig i snak?

Man kan altid få en god snak om bowling og især gamle dage. Jeg har været god til, at huske de fantastiske resultater vores dygtige atleter har bedrevet over alt i hele verdenen, det er blevet sværere, fordi vi vinder så meget nu.
Løvvang Bowling Center har 50 års-jubilæum i år, så jeg håber der er mange unge og ældre fra hele landet, der vil komme og fejre den dag, som er d. 29 august. Der kommer snart noget information ud om det. Så kan vi få en god snak om gamle dage. 

Hvis du skulle give et godt råd videre, hvilket skulle det så være?

Husk det også skal være sjovt, at spille bowling.  

Har du et motto?
Vær positiv og behandl andre som du selv vil behandles.

10 Skøre

1) Johnny … ChristiansenKiller er et navn jeg fik efter World Cup 1980. Avisen BT skrev, at jeg havde et killerinstinkt, så nogle begyndte, at kalde mig Killer og mange kalder mig det stadigt. 
2) Hvis gutterne fra din storhedstid ringede og fortalte at de har ladet overskægget stå, slipset var bundet og de ens blazerjakker er støvet af; ville du så gå i træning med venstre hånd?

Jeg er blevet for gammel til, at træne min venstre arm op til, at den kan blive stærk nok. Men kunne nok lokkes til, at spille 3 serier med venstre hånd når Løvvang Bowling Center har jubilæum, hvis der kommer mange af de gamle. 
Det kunne jo også bare være til noget øl. Efter vi vandt European Team Cup i 1994, sagde jeg det skulle være en øl klar til os og da vi kom op bag banerne stod der 200 øl på bordet. 

3) Lukkede og slukkede Slagter Stiller sin butik, da BK Cimbrer gik i opløsning og du ikke længere tømte varmeskabet for lun leverpostej inden bowlingweekend?Når vi skulle til København og spille bowling, så duftede det af leverpostej i bilen hele vejen til færgen. På færgen spiste vi rundstykker og det pålæg og leverpostej, som slagter Stiller sponsorerede.
Slagter Stiller eksisterer stadig og vi havde også en aftale med Thomas som overtog butikken.
4) Hvilket job ville du være elendig til?At sidde på et kontor i 8 timer om dagen. Jeg har prøvet det som afløser i ferier, da jeg var på Tulip. 
5) Hvad er den mest upassende ting at spise med kniv og gaffel?Suppe!
Der er også nogle ting der er bedre, at bruge fingrene til. I Marokko bruger man fingrene til mange retter når man spiser, det er deres kultur. 
6) Hvis du blev anholdt uden forklaring, hvad ville dine venner og familie så antage, du havde gjort?Hvad har han NU lavet?!
7) Hvis du skulle vælge en introsang til dit liv, hvilken sang skulle det så være og hvorfor?

Kunne være ”Midsommervisen”, da jeg er født 23 juni, som er Sankt Hans Aften. 
Det kunne også være: ”Johnny han var lige ved at blive sindssyg” med Poul Krebs. 

8) Bowling idol?Jeg ved ikke om jeg har et idol. 
I 80’erne var brødrene; Søren og Lars Øager nok nogle af de første atleter. De var dem der vidste mest om kugler og banelæsning, de var dygtige til det. 
I dag er det nok Dan Østergaard, som jeg syntes er en perfekt atlet, det ser så nemt ud når han bowler, han ser altid så rolig ud. Ved EM i 2025 blev han interviewet efter, at han havde spillet det værste bowling i hans liv. Han lavede det perfekte interview for bowlingen, nok ikke mange der kunne være så rolig som, hvis man havde spillet så dårligt. 
Endnu en fantastisk spiller er Paeng Nepomuceno fra Filippinerne som jeg har mødt og spillet med en del gange, fantastisk og rolig person, som er en atlet der har vundet meget, særligt 4 World Cup sejre er en fantastisk præstation. 
9) Bøfsandwich med sovs eller Schnitzel med hele svineriet?

Det er et svært spørgsmål. 
Jeg vælger Schnitzel med hele svineriet, men Tante Tove’s bøfsandwich i Løvvang var gode og populære! De fleste atleter fra hele landet elskede dem, især når der var københavnere i bowlinghallen. 

10) Bedste ting ved at være dansker?

Dejligt land hvor vi har fire årstider, selv om jeg hader sne. Vi har ikke de vilde naturkatastrofer. 

Tusind tak til Johnny fordi han gad tage os med bagom og give os et indblik i hans tid i bowlingsporten. Jeg håber Karma rammer dig med alt det gode der findes i verden, for at være så gavmildt og dedikeret menneske.

Indsendt af Mette Wozny

Bowling Magasinet

Tilmeld dig Bowling Magasinet for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.