Danmark stråler i Teams ved EYC 2026 i Berlin

De seneste to dage ved EYC 2026 i Berlin har stået i holdenes tegn, hvor både de danske drenge og piger leverede stærke præstationer på de udfordrende baner.

Efter gårsdagens første tre serier lå de danske drenge solidt placeret i feltet, mens pigerne også holdt sig godt inde i konkurrencen. Spændingen var derfor intakt inden dagens afgørende serier, hvor top 4 og finalepladserne skulle fordeles.

Hos pigerne blev det til en flot 7. plads – et resultat der vidner om et højt niveau i en turnering, hvor scorene generelt har været imponerende.

Hos drengene skulle det hele afgøres i eftermiddagssessionen – og hvilken afslutning de leverede!

Danskernes serieforløb:

  • Oscar Emil Porskrog: 279, 192, 233, 224, 222, 189 – i alt 1339 (snit 223,2)
  • Tobias Kastfelt Bryde: 209, 170, 174, 213, 238, 279 – i alt 1283 (snit 213,8)
  • Lasse G. Thomsen: 184, 268, 155, 249, 199, 196 – i alt 1251 (snit 208,5)
  • Buster Mads Christensen: 192, 225, 181, 248, 216, 172 – i alt 1234 (snit 205,7)

Holdet leverede en samlet score på imponerende 5107 kegler.

Det hele spidsede til i kampen om top 4, hvor det længe var et opgør mellem Danmark og Malta. Men med en fremragende afslutning – ikke mindst fra Tobias Kastfelt Bryde – sikrede Danmark sig avancement og endnu en medalje.

Tobias kunne samtidig lade sig hylde som vinder af All-Event guld, mens Oscar Emil Porskrog sluttede lige uden for medaljerne i samme kategori.

I semifinalen ventede Frankrig, som havde vundet kvalifikationen, mens den anden semifinale stod mellem Tjekkiet og Norge. Danmark leverede en stærk indsats og sikrede sig en plads i finalen, hvor Norge ventede efter deres sejr over Tjekkiet.

Finalen blev et intenst, skandinavisk opgør – men fra første rude var der ingen tvivl om udfaldet. Danmark lagde ud som lyn og torden og opbyggede en solid føring.

Ved 10. rude var danskerne foran med omkring 40 kegler, og den føring holdt hele vejen. Danmark sikrede sig guldet med en sejr på 971-942 over Norge.

For Tobias Kastfelt Bryde var det endnu en stor dag. Med guldet i Teams kunne han notere sig sin tredje guldmedalje ved mesterskabet – og i alt sin fjerde medalje: Sølv i single, guld i double, guld i teams og guld i All-Event.

Med Masters-finalerne i vente er der fortsat mulighed for endnu mere dansk succes i Berlin.

Bowling Magasinet

Tilmeld dig Bowling Magasinet for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.