Spørgsmål & Svar om B-Licens i Danmarks Bowling Forbund

Muligheden for at indløse en B-licens blev oprindeligt vedtaget på repræsentantskabsmøde d. 16. marts 2024, som giver adgang til at spille for en anden klub end dén, hvor man har sin A-licens (det vi kalder en atlets “hjerteklub”). Reglerne for B-licens er efterfølgende blevet opdateret på repræsentantskabsmødet den 21.03.2026, med virkning fra sæsonen 2026/2027.

B-licensen er på ingen måde en endegyldig løsning på vores udfordringer med færre hold og mindre turneringer, men det kan være en løsning for klubber, der har svært ved at stille hold, og det vil give vores atleter bedre muligheder for at deltage, hvor deres hjerteklub ikke kan tilbyde dem plads.

Hvem kan indløse en B-licens?

Alle atleter, der har en gyldig A-licens i Danmarks Bowling Forbund, kan søge en ekstra licens gennem en anden klub. Det er dét, vi kalder for en B-licens.

En atlet kan kun indløse én B-licens pr. sæson (1. juli til 30. juni), dvs. B-licensmodellen giver kun mulighed for at spille for én anden klub udover den, hvor man har sin normale licens (A-licens).

En B-licens gælder nu for en hel klub og ikke længere for én bestemt turnering. Det betyder, at man som B-licens-spiller kan bruges på flere hold i den klub, man har B-licens i — dog med følgende begrænsninger:

  • Pulje-begrænsning: En B-licens kan ikke bruges til at spille for et hold, der spiller i samme pulje som et hold i ens hjerteklub. Hvis ens hjerteklub fx har et hold i 2. division pulje A, og B-licens-klubben også har et hold i 2. division pulje A, må man ikke spille for det hold i B-licens-klubben.
  • Kønsbegrænsning: Åben og Mix er åbne for begge køn. En kvindelig spiller må ikke bruge sin B-licens til at spille på et Herre-hold. En mandlig spiller må aldrig spille i en Dame-række/pulje/division.
  • B-licens følger bowlingsæsonen, og ikke kalenderåret.
  • Du kan søge om B-licens til den kommende sæson fra d. 1. juli.
  • B-licensen træder først i kraft ved sæsonstart i den sæson, hvortil den indløses.

 

En B-licens skal indløses senest d. 31. december i den sæson, hvortil licensen ønskes. B-licensen er dog først gyldig fra det tidspunkt, den er indløst og godkendt — en spiller skal have sin B-licens på plads, før vedkommende kan spille for den pågældende klub.

Hvis du har en gyldig A-licens i Danmarks Bowling Forbund, opfylder du det primære krav for at kunne indløse en B-licens.

En B-licens kan kun indløses ved accept fra begge klubber, da du ikke må deltage med både A-licens og B-licens for hold i samme pulje.

Du skal derfor have accept fra din hjerteklub, hvor du har din A-licens, til at du må spille for en anden klub. Derudover skal du have accept fra den klub, hvortil du gerne vil have B-licens.

Det er den enkelte klub, der selv bestemmer, hvorvidt de ønsker at give deres medlemmer adgang til at søge en B-licens for en anden klub, og om de ønsker at modtage spillere på en B-licens på et eller flere hold.

Det koster 100 kr. at få en B-licens i en hel sæson. B-licensen er kun gyldig, hvis du samtidig har en gyldig A-licens. Du kan altså ikke nøjes med at indløse en B-licens og derved få adgang til stævner og turneringer under Danmarks Bowling Forbund.

  • Vær opmærksom på perioden, hvori man kan søge B-licens (skal søges mellem 1. juli og 31. december).
  • Sørg for at du har en gyldig A-licens i din hjerteklub.
  • Spørg din hjerteklub om de vil acceptere, at du søger B-licens i en anden klub.
  • Spørg den klub, hvor du gerne vil have en B-licens, om de ønsker at modtage dig på en B-licens.
  • Derefter skal B-klubben starte ansøgningen om din B-Licens.
    1. På Bowlingportalen: Log ind på Bowlingportalen
    2. Vælg “Klubadministration” → “Klubskifte / B-licens”
    3. Klik på “Opret indmeldelse”
    4. Under “Licens” vælg “B”
    5. Klik på “Vælg spiller”, find den ønskede atlet og tryk “Vælg” Klik “Gem”
    6. Du bliver sendt videre til betalingsvinduet (100 kr.)
    7. Efter betaling: – A-klubben modtager besked om ansøgningen. – Når A-klubben har godkendt, sender systemet sagen videre til Forbundet for endelig godkendelse. – Hvis ansøgningen afvises, føres betalingen automatisk tilbage.

Hvad skal klubberne være opmærksomme på vedr. B-licens?

Hvis I benytter spillere med B-licens på et hold, skal der altid være mindst én atlet på holdet, der har en A-licens for jeres klub.

Husk puljebegrænsningen: en B-licens-spiller må ikke spille på hold, der spiller i samme pulje som et hold i spillerens hjerteklub. Husk desuden kønsbegrænsningen for B-licens-spillere.

Som klub kan I med fordel overveje følgende i forbindelse med B-licens:

Hvorvidt I vil give jeres atleter ret til at søge B-licens for andre klubber? Det kan være en fordel for jeres atleter, så de får kamperfaring, hvis I ikke kan tilbyde dem et hold at spille på, enten fordi I ikke har nok atleter til at tilmelde et hold i en given turnering, eller hvis I har atleter der ikke kan kvalificere sig til at spille på de hold I tilbyder (overskudsatleter).

Hvorvidt I vil modtage atleter på en B-licens i jeres klub på alle de hold I tilbyder, eller kun på hold, hvor I ved, at I kan få svært ved at stille hold uden brug af B-licens.

Hvorvidt I ønsker at modtage atleter på en B-licens, hvis det kan have betydning for at atleter i jeres egen klub mister mulighed for at spille på et hold.

Hvorvidt I ønsker at atleter, der får B-licens hos jer, også skal deltage i træning eller andet i jeres klub, og hvorvidt det har en økonomisk betydning.

At opsætte retningslinjer for, hvornår og hvordan man kan få tildelt B-licens i jeres klub, så I ikke risikerer at få anklager om forfordeling eller diskrimination.

At behandle alle ansøgninger om B-licens individuelt ud fra de retningslinjer I sætter op.

At aftale med atleter der får B-licens i jeres klub, hvorvidt der er yderligere omkostninger forbundet med en B-licens i jeres klub – eksempelvis til dækning af serieafgifter, træning, kørsel eller andet.

Kan B-licensen betyde, at der kan skabes nye hold i fællesskab mellem en eller flere klubber? – Eksempelvis kan det måske sætte gang i Damer 1. division 6-mandshold i både Øst og Vest. Det er muligt at finde samarbejdspartnere, inden der skal tilmeldes hold til juni.

Hvis I har tilmeldt et hold til turneringen i juni måned, og oplever medlemsfrafald mellem tilmelding og 31. december, så kan I ved brug af B-licensen sikre, at I ikke behøver at trække holdet, men i stedet kan gennemføre sæsonen ved hjælp af spillere på B-licens.

Eksempler på brug af B-licens

Andeby har følgende hold:

1 stk. 6 mandshold (Herrer) Liga

1 stk. 6 mandshold (Herrer) 2. div, Pulje A

1 stk. 6 mandshold (Damer) Liga

1 stk. 4 mandshold (Damer) Række, Pulje A

1 stk. 3 mandshold (Åben) Række, Pulje A

1 stk. Mix hold, Pulje A

Gåserød har følgende hold:

1 stk. 6 mandshold (Herrer) Liga

1 stk. 6 mandshold (Herrer) 2. div, Pulje A

1 stk. 6 mandshold (Herrer) 3. div, Pulje B

1 stk. 6 mandshold (Damer) Liga

1 stk. 4 mandshold (Damer) Række, Pulje A

1 stk. 3 mandshold (Damer) Række, Pulje A

1 stk. 3 mandshold (Åben) Række, Pulje B

1 stk. Mix hold, Pulje B

Eksempel — Herrer

Anders er medlem af Andeby bowling, har A-licens i Andeby, er ikke medlem af Gåserød, og har B-licens i Gåserød.

Anders må spille for Gåserød:

  • 6 mandshold (Herrer) 3. div, Pulje B
  • 3 mandshold (Åben) Række B
  • Mix hold, Pulje B

Anders må ikke spille for Gåserød:

  • 6 mandshold (Herrer) 2. div, Pulje A — Anders’ hjerteklub har et hold i 2. div Pulje A
  • Alle damerækker — Anders er herrespiller og må ikke spille på nogen damehold

Eksempel — Damer

Andersine er medlem af Andeby bowling, har A-licens i Andeby, er ikke medlem af Gåserød, og har B-licens for Gåserød.

Andersine må spille for Gåserød:

  • 3 mandshold (Damer) Række, Pulje A
  • 3 mandshold (Åben) Række, Pulje B
  • Mix hold, Pulje B

Andersine må ikke spille for Gåserød:

  • 6 mandshold (Herrer) 2. div, Pulje A — En kvindelig spiller må ikke bruge B-licens på et Herre-hold; desuden ville holdet kunne møde Andersines hjerteklub i samme pulje
  • 6 mandshold (Herrer) 3. div, Pulje B — En kvindelig spiller må ikke bruge B-licens på et Herre-hold

4 mandshold (Damer) Række, Pulje A — Andersines hjerteklub har et hold i Damerække Pulje A

Lagt op af Mikkel Larsen på vegne af Øst Koordinator Carsten Broesch.

Bowling Magasinet

Tilmeld dig Bowling Magasinet for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.