Kære tastaturkriger – har du selv prøvet at lægge en turneringsplan?
Der findes et særligt øjeblik i en frivilligs liv i Danmarks Bowling Forbund. Det kommer gerne sent en søndag aften, efter endnu en weekend med Excel-ark, halbookinger og telefonopkald til haller, der også skal få deres egen forretning til at hænge sammen. Man åbner mailen, og dér ligger den: “Få dig et kursus i planlægning.”
Det er fristende at grine. Lidt. Men mest af alt er det trættende. For bag en turneringsplan, en lovtekst, en bestyrelsesbeslutning eller et opslag fra kommunikationsudvalget ligger der ikke bare et par klik og en hurtig idé. Der ligger mange timers frivilligt arbejde, afvejninger, kompromiser og praktiske begrænsninger, som sjældent er synlige fra sidelinjen. Kritik er fair nok. Den kan endda være nødvendig. Men hvis den skal flytte noget, hjælper det gevaldigt, at den bliver sendt som dialog – ikke som en digital tackling fra baglinjen.
Velkommen til det frivillige liv i bowlingsporten. Lad os tage en kærlig, men ærlig rundtur i, hvad der egentlig foregår bag kulissen.
Puslespillet, ingen ser – overalt i forbundet
I Øst skal der findes tid og baner til omkring 120 hold, fordelt på 16 puljer, hvor de fleste hold skal mødes to gange i løbet af sæsonen. Det giver omkring 700 kampe på en sæson – før ligaen, ungdomsligaen, LM, DM, etc etc overhovedet er talt med.
Det hele skal fordeles ud over hallerne på Sjælland, og her støder virkeligheden hurtigt ind i geografien. Langt de fleste klubber og spillere er koncentreret i Storkøbenhavn, så det er også dér, presset på banetiderne er størst. Samtidig er det ikke kun DBwF, der gerne vil bruge banerne. DFBU, DAI, FSKBH, lokale stævner, landsdelsmesterskaber, danmarksmesterskaber og landsholdssamlinger skal også finde plads i kalenderen i hallerne.
Når kampene endelig er lagt, begynder næste del: hver kamp, turnering, og stævne skal tastes ind og vedligeholdes på bowlingportalen. Det gøres manuelt. Som øst koordinator har jeg regnet lidt på det. Der er brugt over 100 mandetimer alene på planlægningen af den kommende sæson. Nu er vi flere om arbejdet, så det er heldigvis ikke en person der skal lægge det antal timer. Men det svare til ca til 3 ugers arbejde for en mand – og det er før nogen har nået at skrive “dårlig planlægning” med selvsikker tommelfinger på telefonen.
Sæsonen skal samtidig afvikles inden for ni måneder, fra september til slutningen af maj. Forsøger man at lægge kampe i juni, rammer man sommerferie, bryllupper, eksamener og argumentet om, at det er for varmt til bowling. Starter man i august, er folk lige kommet hjem fra ferie, stadig i bryllupstøj, og syntes stadigvæk det er for varmt og i øvrigt heller ikke klar til kamp endnu. Der er med andre ord altid et tidspunkt, der passer dårligt for nogen. Det er ikke et tegn på manglende hensyn. Det er et vilkår.
Turneringsplanen er bare det mest synlige eksempel når sæsonen lige er startet op. Men det samme mønster rammer bestyrelsen, når der træffes beslutninger, som ikke alle er enige i. Det rammer lovudvalget, når regler skal fortolkes, opdateres eller forklares. Det rammer kommunikationsudvalget, når noget bliver meldt ud for tidligt, for sent, for kort, for langt eller bare på en måde, nogen ville have gjort anderledes. Og det rammer de mange andre frivillige, der får hjulene til at dreje rundt, uden at deres arbejde nødvendigvis kan ses, før nogen mener, at det ikke er gjort godt nok.
Det er derfor, pointen ikke kun handler om kamptider. Den handler om en kultur, hvor brok alt for ofte bliver første reaktion, og hvor forklaringen, samtalen og nysgerrigheden først kommer bagefter – hvis den overhovedet kommer.
Det er ikke klagen – det er måden
Det mærkelige er ikke, at nogen har spørgsmål til en turneringsplan, en regelændring, en bestyrelsesbeslutning eller en udmelding fra forbundet. Det bør de have. Et forbund, der drives af og for medlemmerne, skal kunne tåle spørgsmål, forslag og kritik. Det mærkelige er, hvor ofte kritikken kommer som en stikpille i stedet for som en samtale.
En enkelt syrlig kommentar på Facebook vælter sjældent nogen. En mail med en antydning af “din amatør” mellem linjerne er til at overleve. Det er de mange små stikpiller, de hovedrystende bemærkninger, de korte kommentarer i samme sure tone og den langsomme ophobning af brok, der gør noget ved mennesker, som egentlig bare har sagt ja til at hjælpe.
I den anden ende sidder ikke en anonym afdeling med frokostordning, kommunikationsbureau og planlægningssoftware i millionklassen. Der sidder frivillige mennesker med arbejde, familier, aftaler og almindelige hverdage – i bestyrelser, udvalg, arbejdsgrupper og praktiske funktioner – med et fælles ønske om, at sporten skal fungere. Vi er ikke ufejlbarlige. Men vi bliver heller ikke bedre af at blive mødt, som om fejl altid skyldes ligegyldighed.
For lad os være ærlige: ingen turneringsplan kan gøre alle glade på samme tid. Alle kampe skal i praksis placeres i weekenderne. Der er et begrænset antal baner, et begrænset antal timer og mange klubber med hver deres helt legitime ønsker. Nogen kommer til at spille lørdag sent. Nogen kommer til at køre længere, end de helst ville. Det er ikke ond vilje. Det er Tetris med virkelighedens brikker – og virkeligheden har desværre ikke en “fortryd”-knap.
Derfor bliver vi alligevel ved
Nu kunne man tro, at pointen er, at frivilligt arbejde er én lang lidelseshistorie med Excel-ark som skurken. Det er det ikke. Heldigvis. For at være frivillig i bowlingsporten er også noget af det mest meningsfulde, man kan bruge sin fritid på, hvis du spørg mig og flere af de frivillige jeg hver dag arbejder sammen med.
Man møder mennesker, man ellers aldrig ville have mødt. Man får venner på tværs af klubber, alder og landsdele. Man får lov til at være med til at forme sporten i stedet for kun at have meninger om den fra tribunen. Og når en turneringsplan, en regelafklaring, et stævne, en kommunikationsopgave eller en praktisk løsning endelig falder på plads, giver det en tilfredshed, som er svær at forklare til nogen, der kun ser slutresultatet.
Det skal også siges tydeligt: langt de fleste bowlere er ikke tastaturkrigere. Ude i hallerne møder vi først og fremmest mennesker, der spørger ordentligt, byder ind med forslag, tager en snak over en kop kaffe og siger tak, når noget lykkes. De samtaler betyder mere, end man måske tror. De er grunden til, at mange frivillige bliver ved, selv efter endnu en lang planlægningsweekend.
Et lille ønske til alle ude i sporten
Så her er ønsket, sagt med et glimt i øjet, men ganske alvorligt ment: Har du spørgsmål, kritik eller forslag til en turneringsplan, en regel, en beslutning, en udmelding eller noget som helst andet i forbundet, så kontakt den person eller det udvalg, der sidder med opgaven. Send en mail. Ring. Spørg. Vi lover ikke, at alle ønsker kan opfyldes, men vi lover, at der som regel findes en forklaring – og nogle gange endda en løsning.
Og hvis du har lyst til selv at gøre en forskel, er der altid plads til flere hænder. Frivilligt arbejde behøver ikke sluge hele din fritid. Nogle få timer kan være nok til at lette presset, styrke fællesskabet og give dig reel indflydelse på den sport, du holder af.
Så næste gang du får lyst til at skrive, at nogen burde tage et kursus i planlægning, kommunikation, jura, ledelse eller almindelig sund fornuft, så gør gerne én af to ting først: spørg, hvordan beslutningen er blevet til – eller meld dig til at hjælpe med den næste.
Vi ses i hallen.
May the strikes be ever in your favor.
Lagt på af Mikkel Larsen på vegne af
Østaktivitetskoordinator Carsten Broesch
