Konkurrencesimulering skal give ny viden om bowlingpræstation

Hvordan påvirkes en bowlingspiller fysiologisk gennem en hel konkurrencedag? Det spørgsmål undersøges i en ny konkurrencesimulering, hvor fokus er på træthedsudvikling, energiindtag og de faktorer, der kan have betydning for præstationen.

Formålet er at få et større indblik i, hvad der sker med kroppen under en bowlingkonkurrence. Hidtil har de fysiologiske tests primært foregået i laboratoriet i Brøndby, hvor blandt andet kondital og styrke er blevet undersøgt. Med den nye testprocedure flyttes fokus i højere grad til selve konkurrencesituationen.

Testdagen består af en simuleret bowlingkonkurrence med 2 x 8 serier, svarende til omkring otte timers bowling, adskilt af en times pause. Før, under og efter konkurrenceblokkene gennemføres en række korte fysiologiske tests.

Blandt andet måles blodsukker, puls og parathed, mens håndgrebsstyrken undersøges før og efter bowling. Efter begge konkurrenceblokke testes også styrke-udholdenheden, som sammenholdes med en tidligere baseline-test.

Gennem hele dagen registreres desuden spillernes kost- og væskeindtag samt puls. På den måde kan forskerne estimere både energiindtag og energiforbrug og undersøge, hvordan disse faktorer hænger sammen med udviklingen i træthed.

Testen skal samtidig give et mere realistisk billede af, hvordan en spiller påvirkes under en faktisk konkurrencedag. Derfor er det vigtigt, at deltagerne følger deres normale rutiner – blandt andet når det gælder kost og skærmtid.

Resultaterne forventes at kunne bruges til at målrette fremtidige indsatser inden for fysiologi og ernæring. Målet er i sidste ende at finde strategier, der kan understøtte bowlingpræstationen og øge spillernes tolerance over for træthed gennem en konkurrence.
Det er første gang dette gøres i bowlingsporten, men det bruges meget i andre sportsgrene, som cykling, golf, svømning, flagball og amerikansk fodbold.

Tim oplevede det som sjovt og anderledes

Tim Stampe oplevede Team Danmarks træningsevent som både sjovt og anderledes. Tidligere har testene især været baseret på styrke og på, hvad der fysisk kan gavne en bowlingspiller.

Denne gang blev der i højere grad undersøgt, hvad der sker med kroppen gennem en lang bowlingdag, og om ændringer i fysikken påvirker spillet.

Undervejs fik spillerne blandt andet målt deres blodsukker. Det krævede nogle små pauser, men ifølge Tim Stampe påvirkede det ikke hans spil nævneværdigt.

Han ser positivt på undersøgelserne, fordi de kan vise, hvor spillerne allerede står stærkt, og hvor der er mulighed for forbedringer.

Megan oplever Team Danmark-træningseventet anderledes end tidligere

For Megan G. Dicay har Team Danmark-træningseventet været anderledes end tidligere. Atleterne gennemførte to blokke på hver otte serier, mens deres blodsukker, puls, væskebalance, humør og oplevede pres blev målt undervejs. Derudover blev deres grebsstyrke testet både før og efter hver blok.

Glukosemålingerne blev foretaget før spillet, efter fjerde serie og igen efter ottende serie. Formålet er blandt andet at undersøge, hvordan indtagelsen af mad og væske påvirker bowlerne før, under og efter spillet.

– Det bliver mere virkelighedsnært, når testene foregår i bowlinghallen. Vi kan spille, som vi normalt gør til kamp, og samtidig se, hvordan blandt andet mad og væske påvirker vores præstation, fortæller Megan.

Hun peger samtidig på, at træthed ikke nødvendigvis betyder, at præstationen bliver dårligere. Målingerne kan derfor være med til at vise, hvordan kroppen reagerer gennem en lang dag, og om ændringerne faktisk kan ses i resultaterne på banen.

Tidligere har denne type test blandt andet været gennemført i et styrkecenter i Idrættens Hus i Brøndby. Ifølge Megan er fordelen ved bowlinghallen, at testene foregår i de omgivelser og under de belastninger, som bowlerne møder ved træning og konkurrence.

– Det gør dataene nemmere at overføre til den virkelighed, vi står i som bowlere. Vi gør i princippet det samme, som vi normalt gør under en kamp, herunder at spise og drikke undervejs, forklarer hun.

Da det er første gang, træningen gennemføres på denne måde, er der endnu ikke tidligere målinger at sammenligne med. Resultaterne skal derfor først og fremmest danne et vigtigt udgangspunkt for fremtidige test og give Team Danmark og landsholdet større viden om, hvad der kan optimere bowlernes præstationer.

Dette er en del af flere artikler. I næste artikel kan man læse om Sportsechefens syn på træningen, denne kommer ud samtidig med nyhedsbrevet.

#Elitekommune #TeamDanmark #KøgeKommune #Bowlingsport

 

Bowling Magasinet

Tilmeld dig Bowling Magasinet for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.