Oktoberfest i Odense Bowlinghal: En aften med bowling, bajere og uundværligt personale

Lørdag d.12. oktober skiftede Odense Bowlinghal den fynske dialekt ud med tyske gloser og schlagerhits, da de slog dørene op for årets Oktoberfest.

Hallen var pyntet i bedste tyrolerstil og personalet var max klar til at lange 1 liters ølkrus over disken. Der var gaveregn oppe ved Lotteri-bordet og stemningen steg et par grader når ”overraskelsesgevinsterne” kom i spil.

Dress-code var der heldigvis ingen af og måske havde arrangørerne tænkt, at vi ser fjollede nok ud i os selv. Aftenen stod i hyggens og sammenholdets tegn klubberne imellem og der blev hyppigt råbt: ”Prost”, hvilket gav personalet nok at se til bag ølhanerne.

Bowlingbanerne var åbne for spil det meste af aftenen og med strike ved Rød-Kegle forrest, kom personalet spurtende med shots til hele banen.

Oktoberfest er ikke noget nyt koncept, så hvorfor pokker lave et indlæg om det?!

Det er faktisk heller ikke min hensigt, men jeg ved jo at Bajere og Bowling oftest får opmærksomhed og nu håber jeg at jeg har fanget din.

Jeg er medlem af Kommunikationsudvalget i DBwF og blev nysgerrig på, hvad er det der får så mange glade bowlere til at dukke op til Oktoberfest i Odense Bowlinghal? Jo jo, bevares, jeg kom da primært selv for den gigantiske schnitzel med hele svineriet og et par fadøl eller mange, men snakken med mine bowlingbuddies rundt om ved bordene var virkelig interessant.

Fest, mad og fællesskab har altid kunne samle folk, men hvad er det der gør at man vælger bowlinghallen til frem for en anden lokation………….Jeg vidste det jo egentlig godt, men troede ikke at det alligevel havde SÅ stor betydning for en aften som denne. PERSONALET!

Jeg var rundt og tale med samtlige borde og fik hilst på mange nye venner. Èn ting som gik igen ved alle bordene var, at bowlinghallens personale er uvurderlige. Udsagn som:

  • Vi bliver altid mødt med et smil.
  • De kan huske os og vi føler os SÅ velkomne.
  • Her kan vi altid tale om tingene og intet er umuligt.
  • De er altid med på noget sjov.
  • Vi får aldrig et ”nej”, men et ”det undersøger jeg lige og hvis ikke, så finder vi ud af noget andet”.
  • Vi føler os aldrig til besvær, uanset hvor krævende vi er i vores ønsker til arrangement/fællesspisninger.
  • Vi føler os hjemme og stemningen er bare så rar.
  • Vi kunne aldrig drømme om at gå hjem uden at sige eller vinke farvel.

Om man er en lille formiddagsklub, en pensionistklub, en klub for døve eller en klub med hold i de bedste rækker, så er vi fælles om at kunne nikke genkendende til ovenstående.

De Glade Bowlere fra Nordfyn er en forholdsvis ny klub i Odense Bowlinghal og de kører gerne turen til Odense og beskriver netop personalet og stemningen som det afgørende for at Odense Bowlinghal er blevet deres nye hjemmebane.

Jeg kan som bowler godt have travlt med at fokusere på forholdene (banerne, tilløbene, omklædning) rundt om i bowlinghallerne. Men hånden på hjertet folkens; er det ikke præcis det helhjertede smil vi får efter en betjening i cafeteriaet eller følelsen af ikke at være til besvær når man beder om en klud fordi man har spildt…..er det ikke præcis dét der giver den sidste lille krølle på en god dag i bowlinghallen? Måske er det bare mig der elsker at bruge penge og sviner en del når jeg spiser/drikker, men pointen er, at gode personaler er UUNDVÆRLIGE!

Så næste gang du besøger os i Odense, så kan vi ikke love at personalet ikke fortsat er klædt ud, for de kan finde på hvad som helst, men vi håber at I vil bruge et par sekunder på at lægge mærke til den service de yder og den umage de gør sig for, at DU får den bedste service.

Budskabet er, at vores bowlinghaller rundt om i vores lille land er fyldt med personale i samme top-niveau, men husker vi rent faktisk at sætte pris på dem? Husker vi at gengælde smilet eller takke for god betjening eller tager vi dem lidt for givet?

 

Bowlingdanmark er I klar???? Lad os bruge resten af 2024 på at losse high-fives ind over disken til personalerne rundt om i landet……..time det lige, så du ikke får en krænkelsessag på halsen og slår du for hårdt, så nøjes med at anerkend dem med ord.

Alene er vi bare én fjollet bowler, men sammen er vi sgu én stor familie! Lad os sikre os at alle i familien trives og synes det er fedt at være en del af den.

Prost til alle jer derude som har en Oktoberfest til gode næste år.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.