Parabowling – nye medlemmer over og under 18 år

//Parabowling – nye medlemmer over og under 18 år

En klub-beretning fra BK Trekanten KIF (Kolding)

af Jan Filbært – Formand BK Trekanten KIF.

Vi har gennem de sidste to år fået opbygget en parasportsafdeling i vores klub.
De første medlemmer vi fik var fra Levisionsvej i Kolding som er et værested for mennesker med en fysisk eller psykisk udfordring. Der kom 16 nye medlemmer til os, som alle har været med til at give vores klub noget helt specielt. De har været med til at understøtte os i vores målsætning om, at der skal være plads til alle.

De nye medlemmer har givet mere energi til at udvide parasportsafdelingen. Efter at være kommet godt på plads med de første medlemmer, fik vi opstartet et samarbejde med to bosteder, et i Kolding og et i Christiansfeld.
Fra at have 16 medlemmer, skulle vi nu finde plads til ca. 20 medlemmer mere, hvad der er lykkedes os, grundet vores fantastiske samarbejde med vores hal Sydbank Arena.

Ja nu kunne vi godt stille os tilfredse, men vi manglede en ting og de var parasportsmedlemmer under 18 år.
Vi satte os sammen i bestyrelsen og med interessenter, for at løse den lille knude. I dag er vi utroligt glade for at kunne byde velkommen til 12 unge fantastiske mennesker under 18 år.

I et samarbejde med Specialcenter Vonsild og Elsass Fonden, der har doneret kr. 25.000 til samarbejdet, har vi kunne starte træningen op for unge parasportsudøvere under 18 år. Igen har Sydbank Arena været en god samarbejdspartner. De har virkeligt formået at imødekomme vores ønsker og har en stor andel i at projektet har kunne søsættes. Det er glædeligt for at se, at vores parasportsmedlemmer stille og roligt bliver en del af klubben. De deltager i rigtigt mange af vores arrangementer. Nogle af dem spiller med på vores turneringshold og ja så
har de været med til at give vores klub noget helt specielt. Nemlig dette at kunne se sporten med helt andre øjne og muligheden for at se vores sport fra hjertet.

John Ellegaard og Henning Jørgensen er drivkræfterne bag hele vores parasports afdeling.
John er foruden at være træner i klubben også landstræner for landsholdene under Parasport Danmark.
Ud over John har vi også to spillere med på landsholdet, noget vi er meget stolte af.

Vi håber på, at vores arbejde omkring at få mere fokus på parasporten, vil kunne være med til, at forbundet
og Parasport Danmark også vil være med til at indgå i et samarbejde. Der er brug for at vi får skabt mulighederne og de rette sportslige miljøer for de der har lyst, således de ikke bliver bremset af et handicap.

Oprettet af | 2023-10-31T14:08:38+01:00 1. november 2023|Nyhedsbrev: Bowleren|