Rankingfinaler afgjort og Årets ungdomsatlet kåret.

//Rankingfinaler afgjort og Årets ungdomsatlet kåret.

I lørdags blev sæsonens rankingfinale for ungdom afviklet i Odense. Finalen skulle have være afholdt i juni, men på grund af Corona måtte den desværre udsættes.

Otte drenge og piger fra junior- og ynglingerækken, i alt 32 atleter, havde kvalificeret sig til finalen via deltagelse i de rankingstævner, der har været afholdt i løbet af sæsonen 2019/2020. Alle otte fra hver kategori spillede syv serier matchplay. Derefter var det de fire med højeste samlet score, der gik videre til semifinalerne, hvor nummer 1 skulle møde nummer 4, og nummer 2 skulle møde nummer 3. De to vindere mødte herefter hinanden i finalen. I både semifinale og finale blev der spillet to serier, som blev afgjort ud fra det samlede keglefald.

Hos junior piger blev Karen K. Nielsen fra BK Sisu og Sofie K. Nielsen ligeledes fra BK Sisu nr. 3, Laura Christensen fra Brasilia nr. 2, og vinder blev Hanne Antonsen fra Trekanten.

Hos junior drenge blev Malde Novak fra Ravnsborg og Jonas Pedersen ligeledes Ravnsborg nr. 3, Anton Petersen fra Brasilia nr. 2, og vinder blev Nicolas Carter fra Ravnsborg.

Hos ynglinge piger blev Julie Bendsen fra Stenhuset og Cecilie Dam fra Trekanten nr. 3, Helene Lærkegård fra Ravnsborg nr. 2, og vinder blev Anna Djursing fra Pin Crackers.

Hos ynglinge drenge blev Mathias Voetmann fra Køge 75 og Nicklas Brade fra SAS nr. 3, Oliver Malm fra SAS nr. 2, og vinder blev Mathias Ankerdal fra Trekanten.

Alle resultater kan ses her.

Årets Ungdoms Atlet blev også kåret, og blandt et felt af flotte nomineringer blev prisen velfortjent uddelt til Mathias Ankerdal fra Trekanten.

Årets Fairplay Atlet kåres normalt til UDM, men da usikkerheden omkring afholdelse af arrangementer desværre er til stede, blev den ligeledes uddelt til rankingfinalen. Der var også her et felt af flotte nomineringer, men valget faldt velfortjent på Louise G. Nielsen fra Ravnsborg.

Dejligt at se de unge atleter på banerne igen, og en stor ros til dem alle for at holde sig til de restriktioner, der var udstukket.

Stort tillykke til alle præmietagere samt Årets Ungdoms Atlet og Årets Fairplay Atlet.

Tak til Kim (KTA) for hurtig opdatering af resultater, og tak til Odense Bowlinghal og arrangørerne for en god og gennemført dag i Odense.

Oprettet af | 2020-08-17T21:31:56+02:00 17. august 2020|Børn & unge|