Info fra formanden til klubberne

Kære klubber

Se skrivet som << PDF >>

Sensommeren er ved at være forbi, efteråret kommer så småt snigende, og vores sæson er rigtigt kommet i gang. Det er derfor blevet tid til en lille status, så I ved, hvad der rører sig.

Vi har som bestyrelse været i gang med nogle store opgaver hen over sommeren og i efteråret.

Som I måske ved, så har der hen over sommeren været en spørgeskemaundersøgelse omkring vores kommende strategiperiode med DIF fra 2026. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til dem, der har bidraget med svar. Alle svar er taget seriøst, og indgår i det videre arbejde med at definere den retning, vi vil arbejde efter, i den kommende strategiperiode.

Der har ifm. strategi, og også i andre sammenhænge, været en del mødeaktivitet for mit vedkommende i DIF, Team Danmark og bowling generelt. Alt er for mig første gang, og jeg suger til mig hver gang, og bringer vores sport i spil relevante steder.

Som en del af vores eksisterende strategi, har vi i løbet af sommeren udbredt en mentorordning for nye medlemmer af vores udvalg. Dette skulle gerne fremadrettet give en god opstart for nye frivillige og sikre, at der bliver taget hånd om jer, der gerne vil gøre en forskel som frivillig. Herudover har vi på fredag inviteret alle frivillige med til en aften i Brøndby, hvor vi skal arbejde med vores kulturkodeks. Det glæder vi os meget til, og det er et af de nye skridt vi tager, for at bringe vores sport tættere sammen.

Vi har i perioden fra marts til nu kigget meget indad i de processer, der er i vores organisation. Det arbejde fortsætter vi med for at optimere organisationen. Vi er ikke i mål, men vi forsøger at komme derhen.

Som en del af arbejdet med organisationen, har vi haft en del arbejde med at forsøge at gøre tingene anderledes end tidligere. For noget skal der ske, for at puste liv i vores organisation igen. Det tager tid at få alle i organisationen til at stoppe op og se om tingene kan gøres anderledes end sådan, som vi altid har gjort. Vi er ikke i mål, så det arbejde fortsætter også.

I arbejdet med vores organisation, står vi p.t. overfor en udfordring, som vi meget gerne vil bede om hjælp til. Bestyrelsen indsatte i foråret Torben V. Andersen som konstitueret disciplinærudvalg, da der simpelthen ikke var et udvalg, efter det tidligere udvalg trak sig. Vi har nu valgt at løse Torben fra sine opgaver i disciplinærudvalget. Det vil sige, at vi for nuværende IKKE har medlemmer i dette udvalg. Det er ikke en optimal 2 løsning, men det er den løsning, vi har lige nu. Vi vil gerne opfordre jer til at se i jeres bagland, om I kan være behjælpelige med at finde en eller flere kandidater til dette udvalg frem mod repræsentantskabsmødet i marts 2025.

Jeg bliver tit spurgt om mit virke som formand, når jeg kommer rundt i landet. Det er fedt der er den interesse for min post, og jeg vil gerne tage dialogen med jer alle. Jeg forsøger på bedste vis at komme hele vejen rundt, men jeg må også være ærlig at sige, døgnet har kun 24 timer, så man må væbne sig lidt med tålmodighed. Det må ikke opfattes som en klagesang, men mere en forklaring. Jeg er glad for, at jeg i mit daglige virke har en arbejdsgiver som er meget forstående omkring min post i vores forbund.

En af de ting, der fylder rigtig meget rundt omkring i bowling Danmark, kan jeg fornemme, er, at der åbenbart er debat flere steder vedr. den enorme løn, jeg hæver hver måned. Tallene svinger fra 40-65.000 kr. pr måned. Det kan jeg på det kraftigste afvise på nogen måde er sandt. Posten som formand er en frivillig post, hvor man får dækket sine omkostninger til kørsel, telefon, internet samt de udgifter, der er forbundet med møder og deltagelse i de aktiviteter, hvor jeg deltager. Det kan man aflæse i forretningsorden for bestyrelsen på vores hjemmeside.

Der gives ikke vederlag til bestyrelsesmedlemmer eller andre frivillige i DBwF, alt frivilligt arbejde er ulønnet, men jeg tror på, at de resultater, vi sammen kommer til at opnå, er den bedste belønning, vi kan få for vores arbejde.

Med venlig hilsen / With kind regards

Ole Skov Kristensen

Formand

Danmarks Bowling Forbund

Lagt online for Ole Skov Kristensen, Formand, Danmarks Bowling Forbund af Kenneth Rugaard

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage de seneste nyheder, kommende konkurrence og meget mere direkte i din indbakke.